#180 - Familietur til Mykines

I fredags tog vi båden til Mykines. A havde fri og vi holdt ungerne hjemme fra henholdsvis skole og børnehave. Lige siden i sommers, hvor jeg var afsted med min søster og svoger, har jeg været klar over, at vi måtte have en familietur til Mykines for at se lunder. Og vi var så heldige. Der var høj sol og tørvejr hele dagen. Jeg havde tænkt, at vi var nødt til at være en voksen pr barn ift skrænterne, men jeg kunne konstatere, at det for en stor del også handlede om, at der i sommers var virkelig kraftig vind. Ikke at man ikke kommer tæt på kanterne, for det gør man, men det virkede ikke helt så vanvittigt denne gang, hvor det blæste mindre.

Ungerne listede sig stille ind på et par af lunderne, for det er altså toppen at se dem helt tæt på. De brugte også en del tid på bare at sidde og kigge på lunderne, de er simpelthen så charmerende. 

 

Lunderne bor i jordhuler og det betyder, at der er huller overalt på de steder, hvor de bor. Der er hele tiden lunder der lander og letter og som kommer vraltende ind og ud af deres huler.

Man skal ikke lade sig snyde af billederne - der er ret stejlt. Jeg ved godt, at jeg er farvet som mor, men ungerne var super seje. De var lidt pressede på bådturen derud, fordi de blev lidt kolde, men så snart vi begyndte at gå, så var der ingen sure miner. Jeg tjekkede sundhedsapp'en og ifølge den, så blev det til 125 etager fordelt på 7,4 kilometer. Og det er altså ikke kun mig, der synes, at de var gode. Hele to forskellige par kom hen, da vi gik i land, og roste ungerne - så voksede M og N lige to centimeter. 

Helt ude ved fyret sad der suler. Nor talte dem og kom frem til, at der var mange - mere end 27!