mandag den 24. juli 2017

#185 - Om at komme hjem uden at komme hjem-hjem

I dag er det lidt over 14 dage siden vi, alle fire, landede i Danmark og skønt vi var varslet inden vi forlod Færøerne, så har det - ud over gensynet med familie, venner og seks dage med A (som derefter måtte retur til Færøerne) - på ingen måde været så fedt at komme tilbage, som vi havde planlagt og håbet på. Forklaring følger...

Inden vi tog afsted til Færøerne lejede vi vores hus ud. En beslutning som vi hvilede i trods mange sjove og skræmmende historie om dårligere lejere, som venner og bekendte kunne berette, for der var blevet sagt "god" for vores lejer, og hvad var i øvrigt oddsene for, at vi lige skulle være uheldige?

...men trods gode odds (...eller dårlige?) så var vi altså alligevel uheldige!


For huset er ødelagt - eller i hvert fald i meget dårlig stand. Uden at gå i dybden med det hele, så kan jeg sige, at ikke kun vi, men også flere af håndværkerne, har været overrasket over huset - og med overrasket mener jeg absolut mere chokeret end imponeret!


Det er virkelig frustrerende, og selvom jeg godt ved, at det ikke ændrer noget, så har jeg altså tudet et stykke over det. Over hvad der er sket med huset, men endnu mere over de konsekvenser, som det har for os. For det er virkelig ikke særlig fedt at komme hjem uden at komme hjem-hjem. Ungerne og jeg rejste jo ikke hjem allerede i starten af juli, fordi vi synes, at det er fedt at være adskilt fra "far" hele sommeren. Vi gjorde det, for at der var tid til at pakke ud, komme på plads og få ro på inden hverdagen atter starter. I stedet er status lige nu, at huset måske kan være beboeligt igen i slutningen af august, og det føles som rigtig rigtig lang tid. En tid, hvor vi, særligt for børnenes skyld, havde håbet på ro på hjemmefronten, så der kunne være fokus på en god opstart i skole og børnehave efter et års fravær.
Heldigvis er vi omgivet af søde venner og den bedste familie, som hjælper os på alle tænkelige måder, og det er vi utrolig taknemmelige for - "TAK, glimmer på og op på kaminhylden" som Hella Joof ville have sagt - men hold k... hvor jeg glæder mig til, at vi er på den anden side af det her, så vi kan komme hjem-hjem.

torsdag den 6. juli 2017

#184 - Overspringshandlinger og ambivalente følelser

Jeg burde pakke!
Mine børn ville have sagt: "...det er bare fordi at..." men jeg kan helt ærligt sige, at jeg overspringshandler. Jeg hader at pakke og selvom det meste af tøjet er vasket, så er det både mega kedeligt at putte det i kufferter og så tydeligt et bevis på, at nu er vores ophold slut. Derfor fandt jeg også hurtigt ind foran skærmen, da jeg kom til at tænke på de billeder, som jeg tog for et par uger siden i Torshavn.

I aften spilles der fodboldkamp, og det er spændende. Mega spændende! Hvis de gør det godt i aften, så går de videre og skal spille kamp igen i næste uge. Det vil selvfølgelig være godt for både holdet, klubben og cv'et, og selvfølgelig er det dét, vi håber og hepper på. Men det er også spændende på sådan en "jeg-er-lidt-splittet"-måde. For hvis de vinder, så skal vi faktisk sige farvel til A i morgen, og så ser vi ham igen i slutningen af august, men hvis de taber, så kommer han med hjem til Danmark i fem dage. Så altså - lidt ambivalente følelser....



Nor har ikke tidligere haft lyst til at blive ansigtsmalet. Faktisk har han virkelig nægtet. Men den dag i Torshavn, hvor pigen fristede med en pokemon-kugle eller en superhelt, der fik han alligevel lyst. Han var vældig godt tilfreds og ret stolt. 





Vi har gået virkelig mange ture omkring Toftavatn, som ligger lige ved siden af, hvor vi bor. Nogle gange bare en tur ned for at se om der var ænder og med en lille pose brød, andre gange hele vejen rundt. Det er altid hygsomt og for ungerne er fårene bare prikken over i'et.




De sidste tre billeder er taget fra Sornfelli, som er et de højeste fjelde på vejen mod Torshavn, og der er virkelig en skøn udsigt derfra. Det første er ud over Kollafjørður, det næste ud over Kaldbaksfjørður og på det sidste er det øen Vágar, hvor også lufthavnen ligger placeret. Alle tre billeder er taget fra samme sted, men med hovedet vendt i tre forskellige retninger. Virkelig en smuk udsigt deroppefra. 




Nu kan jeg vist ikke trække den ret meget længere, så nu vil jeg trykke på "udgiv" og så finde kufferterne frem, for jeg burde vist pakke...

#183 - Grottekoncert, en blandet oplevelse

Grottekoncert???? Jeg var undrende, men dog nysgerrig, da en af mine tidligere færøske elever nævnte det for mig tilbage i sommeren sidste år. Lige siden har det været på min liste over ting jeg gerne ville. Selve konceptet er, at man sejler med den gamle skonnert, Nordlyset, ud fra Torshavn til øen Hestur, her kommer man over i mindre både og sejler ind i grotter, hvor der spilles livemusik. Derfra tilbage til Nordlyset og retur til Torshavn. En samlet tur på omkring fem timer.

Og jeg synes faktisk, at det er en super fedt koncept. Men, men men... Vores tur blev der bare lavet ændringer på, så den slet ikke levede op til det annoncerede, idet turen med Nordlyset mere eller mindre udeblev, og vi i stedet blev fragten en stor del af vejen i bus. Den del - altså turen på vandet med den gamle skonnert - havde vi set ret meget frem til, og derfor var vi selvsagt ret skuffede. Koncerten var dog glimrende og en fed oplevelse både for børn og voksne.








I stedet for at komme med Nordlyset tilbage til Torshavn blev vi sejlet til den nærmeste havn med små hurtig-både. Ungerne hyggede sig med at have hovedet og hænder ud over kanten og få skumsprøjt i hele femøren - i hvert fald indtil M slikkede sig om mundet og konstaterede, at det var saltvand...