lørdag den 24. juni 2017

#181 - Om at være dårlig til at sige farvel...

Jeg indrømmer det - jeg er simpelthen vildt dårlig til at sige farvel. Jeg tuder! Sådan har det ikke altid været, men siden jeg har fået børn, kan jeg bare ikke rigtig styre det. Kender I det?
Jeg plejer at få våde øjne, når vi siger farvel til eleverne efter et år på efterskolen, jeg kneb en tåre, da den store stoppede i børnehaven og igen da den lille sagde på gensyn i selv samme børnehave sidste sommer.

Og i dag stod vi der igen. Ungerne havde sidste dag i henholdsvis skolen og børnehaven. Og selvom jeg ikke synes, at det er en svaghed at græde, så tror jeg bare, at det, på en dag som i dag, ville påvirke børnene til at blive mere kede af det end de ellers ville være. Derfor besluttede vi, at det skulle være A, som hentede dem.
Jeg kneb en tåre, da jeg skrev kortene til de beskedne gave, som ungerne hver havde med til de voksne i dag, for det er svært at sætte ord på, hvad sådan et år har gjort for vores unger.

M gik på med krum hals fra skoleårets start. Hun havde det lidt hårdt i efteråret, men så fandt hun sin plads, fik gode venner og har været virkelig glad for det lige siden. Selv da hun synes, at det var lidt svært, har hun været klar på at komme afsted hver eneste morgen. Det handler selvfølgelig om de andre børn både i og udenfor klassen, som hele vejen igennem har hjulpet og taget godt imod. Om de gode og søde veninder, som hun har fået, og som hun hver dag har glædet sig til at lege med. Og det handler om de voksne, som har hjulpet og støttet hende hele vejen igennem.

N var markant mere forbeholden fra begyndelsen af. Han forstod slet ikke meningen med at skulle i børnehave og græd så det skar i mor-hjertet ved mange af de første ugers afleveringer. Men så lettede det. Han lærte de voksne at kende, og han fik nye venner. Venner, der, på trods af deres forholdsvis få leverår, ikke lod sig skræmme af, at kommunikationen i starten skulle foregå på deres andetsprog, og som har hjulpet, oversat, forklaret og fået ham med i leg og sjov. Og hele vejen igennem har de voksne været der for ham. De slækkede på reglerne, så han det første halve år kunne have sin elskede tøjløve, Leo, med til alle aktiviteter, som sit faste holdepunkt i hverdagen. De har givet ham luft og tid, siddet ved siden af ham i hans rum i garderoben (når han var ked efter farvel) til han selv følte, at han var klar på dagen. De har støttet, udfordret og rost ham.

Og nu tuder jeg igen....
Ikke fordi jeg som sådan er ked af det, men fordi vi bare er så taknemmelige. Taknemmelige for de gode kammerater, søde venner, hjælpsomme forældre og dygtige voksne, som har været der både for os og ikke mindst for vores børn hele det sidste år.

Så måske er det derfor, at jeg er så dårlig til at sige farvel - fordi det virkelig har betydet noget for mig, for os, for vores børn? Hvis det er sådan det er, så er det vel egentlig helt okay, at være dårlig til at sige farvel....?

søndag den 11. juni 2017

#180 - Familietur til Mykines

I fredags tog vi båden til Mykines. A havde fri og vi holdt ungerne hjemme fra henholdsvis skole og børnehave. Lige siden i sommers, hvor jeg var afsted med min søster og svoger, har jeg været klar over, at vi måtte have en familietur til Mykines for at se lunder. Og vi var så heldige. Der var høj sol og tørvejr hele dagen. Jeg havde tænkt, at vi var nødt til at være en voksen pr barn ift skrænterne, men jeg kunne konstatere, at det for en stor del også handlede om, at der i sommers var virkelig kraftig vind. Ikke at man ikke kommer tæt på kanterne, for det gør man, men det virkede ikke helt så vanvittigt denne gang, hvor det blæste mindre.




Ungerne listede sig stille ind på et par af lunderne, for det er altså toppen at se dem helt tæt på. De brugte også en del tid på bare at sidde og kigge på lunderne, de er simpelthen så charmerende. 

 


Lunderne bor i jordhuler og det betyder, at der er huller overalt på de steder, hvor de bor. Der er hele tiden lunder der lander og letter og som kommer vraltende ind og ud af deres huler.




Man skal ikke lade sig snyde af billederne - der er ret stejlt. Jeg ved godt, at jeg er farvet som mor, men ungerne var super seje. De var lidt pressede på bådturen derud, fordi de blev lidt kolde, men så snart vi begyndte at gå, så var der ingen sure miner. Jeg tjekkede sundhedsapp'en og ifølge den, så blev det til 125 etager fordelt på 7,4 kilometer. Og det er altså ikke kun mig, der synes, at de var gode. Hele to forskellige par kom hen, da vi gik i land, og roste ungerne - så voksede M og N lige to centimeter. 


Helt ude ved fyret sad der suler. Nor talte dem og kom frem til, at der var mange - mere end 27!





søndag den 4. juni 2017

#179 - Ting vi glæder os til i den danske sommer...

....og vil sætte pris på, på en helt anden måde i år...

  • Sandaler - selv på de semivarme dage, hvor man må have lange bukser på til.
  • Temperaturer der gør, at "en is om dagen" er en menneskeret.
  • At vandkamp ikke kræver regntøj og gummistøvler, men badedragt og bare tæer.
  • Gåtur ved stranden, med bare tæer i sandet
  • Nye kartofler og i det hele taget et stort og frisk udvalg af grøntsager og krydderurter. Fra have eller butik - who cares, det er friskt!
  • Duften af grill fra haven.
  • At lyse danske sommernætter stadig betyder, at det dog bliver mørkt. Lyset er skønt og giver energi, men også ungerne der har svært ved at sove...
  • Kold rosé på terrassen.
  • ...En terrasse at drikke rosé på.


Og ja ja ja, jeg ved godt, at det danske sommervejrt også nogle gange er mindre varmt, mindre solrigt og mindre tørt, men jeg lever altså i troen på, at i år... i år bliver det virkelig godt!

onsdag den 24. maj 2017

#178 - På vandet ved Vestmannabjergene

Vestmannabjergene er kendt for deres fantastisk fuglefjelde og grotter. I starten af efteråret var vi på bådtur derude. En bådtur som begge ungerne tydeligt husker - Nor, fordi vi sejlede i grotter og Merle, fordi hun var søsyg hele turen.
Nu ville vi afsted igen, men denne gang fik Merle valget om hun ville med eller ej, og hun takkede altså nej.

Anette (som var på besøg heroppe for et par uger siden) og jeg drog afsted med drengene og havde en super hygsom tur. Man sejler ud fra Vestmanna mod de berømte fuglefjelde. Vi havde selvfølgelig håbet, at lunderne var begyndt at trække ind, men så heldige var vi desværre ikke. Trods det var det en skøn og imponerende tur. Imponerende, når man ser stejle klippevægge og fjelde, som færingerne i mange mange år klatrede op ad for at fange fugle - indtil de blev fredet - og som de stadig hejser både mænd og får op og ned ad for at få dem til at græsse på de steder, som efter sigende giver virkelig lækkert kød.

Skal man se lunder, så er juni, juli og frem til midt august månederne, hvor man kan forvente at være heldig. Selv så jeg lunderne på Mykines i sensommeren, som man kan læse om her, og det er altså den skønneste lille fugl.




På båden kan man sidde både inde og ude. Selv synes jeg, at det er klart fedest at sidde ude, men da vi sejlede tilbage ville drengene gerne ind. Der var ikke så mange mennesker med på denne tur, så der var plads til at smide gummistøvlerne og slappe lidt af, og samtidig kunne man følge med ud af vinduerne.


Der er faktisk ikke ret mange minutter mellem dette billede og det længere oppe, men den blå himmel gør bare en verden til forskel. 



tirsdag den 23. maj 2017

#177 - Bare en halv solstråle








I morges, da Nor og jeg kørte i børnehave, sagde han: "Jeg kunne godt tænke mig, at der snart var blå himmel og måske bare en halv solstråle igen..."
Jeg synes, at det var så sødt, hvordan han godt vil tage til takke med bare en halv solstråle. Selv er jeg ikke helt så let at stille tilfreds - jeg vil altså gerne have mindst en hel solstråle og gerne en, som varer en hel dag, måske endda et par dage i streg...

På torsdag får vi besøg igen. Eller faktisk er det mest mig, der får besøg denne gang, for det er to af mine veninder gennem længst tid som kommer herop. Og selvom skyer, regn og gråvejr viser Færøerne, som dagene er flest, så er det altså bare sjovere, når solen skinner...

Billederne er fra Anette og Johan var på besøg. Vi gik turen fra Lamba til Rituvík. En let tilgængelig tur med mange små vandløb, som børnene bare elsker at lege ved. Sten og vand - det kan altså noget! De var her i fem dage, og der var blå himmel og sol alle dagene. Mon det sker igen inden vi rejser til Danmark...?

lørdag den 13. maj 2017

#176 - Kalsoy med blå himmel som baggrund

Hen over sidste weekend, hvor vi havde besøg af min gode veninde og hendes søn, var vejret virkelig skønt. Jeg tror faktisk ikke, at det har været så godt siden i sommers - i hvert fald ikke flere dage af gangen, og her var det altså seks dage i streg. Så dejligt og man kan virkelig mærke, at det giver energi og overskud i hverdagen, når vejret pludselig bliver SÅ godt.

Vi tog for første gang færgen over til Kalsoy. Vandet var helt stille og selv Merle nødt turen på vandet - og det sker altså ikke tit! Vi kørte op til Trøllanes og gik turen ud til Kallur. Der var den skønneste udsigt over til de andre øer. Ungerne tumlede rundt i græsset, og vi voksne nød solen.



Ungerne er altid de hurtigste afsted. Når vejret er godt nyder de virkelig at tage på tur. De leder efter gamle knogler, samler sten til at lægge på varderne, finder små vandløb hvor de bygger dæmninger eller sejler med mos-skibe. Når det blæser og er koldt er stemningen lidt en anden, men ærligt - jeg nyder det også mere, når solen skinner. 




Det kan være svært at forstå, hvor dårligt vejret kan være heroppe og hvor hurtigt det ofte skifter, når der er blå himmel mange dage i streg. Nogle gæster er bare mere heldige med vejret end andre...





Find Anders....
Størrelsesforholdene kan være svære at forholde sig til, når man bare ser billederne, men Anders står faktisk ude på spidsen.


 

 
Kópakonan, sælkvinden, i Mikladalur blev også besøgt. Sagnet bag er en ret fin historie, som jeg læste for børnene, lige da vi kom herop, så det var godt at "få sat ansigt på" hende.


Gode snakke hen over rælingen på færgen. 


torsdag den 4. maj 2017

#175 - Weekendtur til Suðuroy

I sidste weekend tog vi turen til Suðuroy, den sydligste af de 18 øer. Grunden var selvfølgelig fodbold, men det var en super mulighed for at kombinere det med en hygsom tur ud at se lidt andet. Færgeturen var ikke en succes, når man rejser med nogen, der let bliver søsyge, men bortset fra det så var det en skøn weekend.
Hytten havde vi lejet gennem airbnb og den lå helt fantastisk - hvis vi nogensinde skal derned igen, så bliver det nok samme sted, vi booker.

Nu sidder jeg i lufthavnen og glæder mig til at tage imod nye gæster. Og weekenden skal gå med at fejre 5 års fødselsdag :-)