onsdag den 24. maj 2017

#178 - På vandet ved Vestmannabjergene

Vestmannabjergene er kendt for deres fantastisk fuglefjelde og grotter. I starten af efteråret var vi på bådtur derude. En bådtur som begge ungerne tydeligt husker - Nor, fordi vi sejlede i grotter og Merle, fordi hun var søsyg hele turen.
Nu ville vi afsted igen, men denne gang fik Merle valget om hun ville med eller ej, og hun takkede altså nej.

Anette (som var på besøg heroppe for et par uger siden) og jeg drog afsted med drengene og havde en super hygsom tur. Man sejler ud fra Vestmanna mod de berømte fuglefjelde. Vi havde selvfølgelig håbet, at lunderne var begyndt at trække ind, men så heldige var vi desværre ikke. Trods det var det en skøn og imponerende tur. Imponerende, når man ser stejle klippevægge og fjelde, som færingerne i mange mange år klatrede op ad for at fange fugle - indtil de blev fredet - og som de stadig hejser både mænd og får op og ned ad for at få dem til at græsse på de steder, som efter sigende giver virkelig lækkert kød.

Skal man se lunder, så er juni, juli og frem til midt august månederne, hvor man kan forvente at være heldig. Selv så jeg lunderne på Mykines i sensommeren, som man kan læse om her, og det er altså den skønneste lille fugl.




På båden kan man sidde både inde og ude. Selv synes jeg, at det er klart fedest at sidde ude, men da vi sejlede tilbage ville drengene gerne ind. Der var ikke så mange mennesker med på denne tur, så der var plads til at smide gummistøvlerne og slappe lidt af, og samtidig kunne man følge med ud af vinduerne.


Der er faktisk ikke ret mange minutter mellem dette billede og det længere oppe, men den blå himmel gør bare en verden til forskel. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for besøget