onsdag den 4. maj 2016

#147 - Når fødselsdagen pludselig falder på en ny dato...

"Er det min fødselsdag i dag???" - er det første Nor har spurgt om, når han vågnede, de sidste tre-fire uger. Og i morgen er så dagen. Eller faktisk er det dagen før dagen. Men officielt dagen. Eller er det uofficielt, at det er dagen....?

Sådan på papirerne, så har han fødselsdag d. 6. maj, men i år falder den altså d. 5. maj. Eller... det har jeg besluttet, at den gør. Og kan man så bare lige flytte en fødselsdag - sådan efter behag...?
Årsagen er den, at A kommer hjem fra Færøerne i aften, og det glæder vi os selvfølgelig alle rigtig meget til. Det bliver SÅ skønt, at han kan være med til at fejre dagen, og ungerne glæder sig tosset til at se ham. DET er da en god fødselsdagsgave. Men lige så skønt det er, at A kommer hjem, lige så hårdt er det, når han skal afsted igen - og det skal han desværre allerede d. 6. maj. Jeg ved ikke, om man kan sige, at det var mor-hjertet, der løb af med mig, eller om det simpelthen er for at gøre det lettest for mig selv, men jeg kunne simpelthen ikke bære, at dét, der ville komme til at fylde mest på fødselsdagen, var at stå tudende i lufthavnen og sige farvel til far. Og vupti - så flyttede fødselsdagen altså dato, så det i stedet er en 4-års fødselsdag med gaver, hygge, sol og leg i haven (krydser fingre), familiefest og far hjemme!

Det har krævet lidt mere end jeg første havde tænkt at flytte dagen, for det er pludselig vigtigt, at familien ringer på den rigtige "forkerte"dag, at de i børnehaven er med på foretagendet, at alle i familien ved hvorfor de er inviteret en dag før normalt og at vi har talt dage, men ikke snakket dato herhjemme - særligt med en skolepige, som virkelige prøver at følge med.

Nu vil jeg sætte bånd om de sidste gaver og finde flaget frem, så jeg er klar til i morgen - officielt eller uofficielt - at fejre min skønne 4-årige. 

mandag den 2. maj 2016

#146 - Om at føle sig sej!

Vi går ikke op i kønsroller i vores hjem og har ikke typiske køns-rettede opgaver. Faktisk tværtimod - det kan godt blive lidt et princip, at vi netop ikke skal have kønsroller, men vise børnene at man kan det hele uanset køn. Derfor har vi mange ting vi deles om eller endda er modsat kønsrollerne - A vasker meget af vores tøj, jeg renser og sliber terrassen af, A leger frisør med Merle, jeg bygger højbede osv. Og så må jeg alligevel krybe til korset og bekende, at vi jo nok egentlig har nogle ting, som vi bare hver især gør - det er mig, der bager kager og det er A der renser afløb, det er mig planter blomster og det er A der klipper hækken, det er mig der laver salaterne og det er A der står ved grillen. Og græsset - det bliver slået af A!
Eller sådan "plejer" det jo at være, for når A ikke er her, så er der jo ikke andet at gøre end at ringe efter ens far eller svigerfar selv at komme i gang...

Sådan en dag var det i går. Svigerfar havde taget den første omgang græsslåning i år, men nu trængte det bare voldsomt igen.
Og det er altså ikke sådan, at en plæneklipper er en helt ny verden for mig - bevares. Jeg er trods alt vokset op på landet, og har, sammen med min ene søster, haft som fast opgave i hele barn- og ungdommen at slå græs. Det foregik bare på en havetraktor, for der var ligesom tale om lidt større arealer!
Uden at skulle fortælle side op og side ned om min klipning, så kan jeg sige, at det ikke var, da jeg stod og kæmpede for at få plæneklipperen op ad trappen (fordi vi bor på skrånende grund), at jeg følte mig sej. Det var heller ikke, at jeg stod og hev og sled i snoren, for at få den til at starte og den hånligt bare sukkede tilbage. Eller da jeg svedig efter de mange hiv uden held måtte gå hen til naboen for at bede om hjælp til at få liv i den fu**ing maskine. Og slet ikke, da han så smilede, trykkede på en knap tre gange og den bare startede. Eller da jeg for anden gang måtte hente hjælp, fordi jeg ikke har kræfter nok til at flytte vores trampolin alene.

Nej, følelsen kom først rigtigt sammen med svigerfars "du er sej" (fordi han netop ringede og tilbød at klippe mit græs), alt imens jeg spiste en "fordi-jeg-har-fortjent-det"-is med ungerne på den nyklippede plæne.

...og at jeg så pludselig synes, at vi skal have et nyt "bed" med flis, nye kantfliser fordi de gamle er håbløse at slå pænt ind til, en ny rampe så jeg lettere kan få maskinen op og ned, og en ny kanttrimmer - det er en anden historie...