lørdag den 24. juni 2017

#181 - Om at være dårlig til at sige farvel...

Jeg indrømmer det - jeg er simpelthen vildt dårlig til at sige farvel. Jeg tuder! Sådan har det ikke altid været, men siden jeg har fået børn, kan jeg bare ikke rigtig styre det. Kender I det?
Jeg plejer at få våde øjne, når vi siger farvel til eleverne efter et år på efterskolen, jeg kneb en tåre, da den store stoppede i børnehaven og igen da den lille sagde på gensyn i selv samme børnehave sidste sommer.

Og i dag stod vi der igen. Ungerne havde sidste dag i henholdsvis skolen og børnehaven. Og selvom jeg ikke synes, at det er en svaghed at græde, så tror jeg bare, at det, på en dag som i dag, ville påvirke børnene til at blive mere kede af det end de ellers ville være. Derfor besluttede vi, at det skulle være A, som hentede dem.
Jeg kneb en tåre, da jeg skrev kortene til de beskedne gave, som ungerne hver havde med til de voksne i dag, for det er svært at sætte ord på, hvad sådan et år har gjort for vores unger.

M gik på med krum hals fra skoleårets start. Hun havde det lidt hårdt i efteråret, men så fandt hun sin plads, fik gode venner og har været virkelig glad for det lige siden. Selv da hun synes, at det var lidt svært, har hun været klar på at komme afsted hver eneste morgen. Det handler selvfølgelig om de andre børn både i og udenfor klassen, som hele vejen igennem har hjulpet og taget godt imod. Om de gode og søde veninder, som hun har fået, og som hun hver dag har glædet sig til at lege med. Og det handler om de voksne, som har hjulpet og støttet hende hele vejen igennem.

N var markant mere forbeholden fra begyndelsen af. Han forstod slet ikke meningen med at skulle i børnehave og græd så det skar i mor-hjertet ved mange af de første ugers afleveringer. Men så lettede det. Han lærte de voksne at kende, og han fik nye venner. Venner, der, på trods af deres forholdsvis få leverår, ikke lod sig skræmme af, at kommunikationen i starten skulle foregå på deres andetsprog, og som har hjulpet, oversat, forklaret og fået ham med i leg og sjov. Og hele vejen igennem har de voksne været der for ham. De slækkede på reglerne, så han det første halve år kunne have sin elskede tøjløve, Leo, med til alle aktiviteter, som sit faste holdepunkt i hverdagen. De har givet ham luft og tid, siddet ved siden af ham i hans rum i garderoben (når han var ked efter farvel) til han selv følte, at han var klar på dagen. De har støttet, udfordret og rost ham.

Og nu tuder jeg igen....
Ikke fordi jeg som sådan er ked af det, men fordi vi bare er så taknemmelige. Taknemmelige for de gode kammerater, søde venner, hjælpsomme forældre og dygtige voksne, som har været der både for os og ikke mindst for vores børn hele det sidste år.

Så måske er det derfor, at jeg er så dårlig til at sige farvel - fordi det virkelig har betydet noget for mig, for os, for vores børn? Hvis det er sådan det er, så er det vel egentlig helt okay, at være dårlig til at sige farvel....?

1 kommentar:

  1. Åh Tina - Jeg kender det alt for godt - jeg får også en valnød på hagen og græder ved "farvel". I mange år har jeg kæmpet med den klump - men nu lader jeg det flyde - jeg vil ikke gå glip af de store ting, fordi jeg er følsom. Hector har vist set mig græde mange gange - om nogle år vil han nok synes, jeg er død-pinlig!! :D Dine linjer gør også mig helt rørt - din taknemmelighed og kærlighed skinner igennem - der findes intet vigtigere end vores børn og deres fineste rejse gennem livet <3 klem

    SvarSlet

Tak for besøget