onsdag den 28. juni 2017

#182 - 10 dage tilbage, men hvem tæller?

Det gør jeg! -sådan på den der lidt paniske måde...
Vi glæder os på mange måder til at komme hjem, men samtidig vil vi bare så gerne have de sidste store oplevelser med. Det er jo ikke fordi, vi ikke har set og oplevet steder, for det har vi. Anders mener endda, at vi har været rigtig mange steder, men der vil jo altid være mere at se, mere at udforske, mere at blive klog på, mere at opleve. Og måske har jeg det sådan lidt - mere vil have mere?

I sommers var jeg med helikopter for første gang, og siden har jeg tænkt, at det var en af de ting, ungerne bare skulle nå at opleve (og når jeg skriver sådan, så er det altså ikke fordi, jeg ikke gerne vil have A med, men det er en af de ting, han ikke har det store behov for...). Og den oplevelse kan vi heldigvis sætte flueben ved nu. I går tog vi nemlig afsted og det var super fedt. Ulempen var helt sikkert, at det, grundet en del støj mens man flyver, var svært at pege ud og forklare ungerne, hvilke steder fra deres hverdag, som de pludselig så fra oven. Det var dog stadig en super fed oplevelse, og særligt måden man letter på, synes de, var sjov.
Fordelen ved at flyve helikopter heroppe er, at de faktisk er en del af den offentlige transport, og derfor er det lidt lettere at betale sig fra end ellers. Det er jo dog sådan med alt offentlig transport, at der kan komme aflysninger, og dette var faktisk tredje gang, vi bestilte billetter. Undskyldningen er dog helt fair - de kan ikke flyve, hvis det er meget tåget, og det er jo bare ret ofte heroppe.

A rejste i morges til Minsk, fordi de (igen i år) har været så heldige at trække et hold derfra, så ungerne og jeg nyder den færøske sommer uden ham i denne uge.

I dag har vi haft besøg af nye gode venner. Det er et andet dansk par, som også er heroppe med fodbold som ærinde. De har to drenge på 7 og 3 år, som M og N hygger sig rigtig meget med, og når både børn og voksne svinger, så er det hele bare lidt mere afslappende. Det er dejligt at sparre med en anden familie om udfordringer og oplevelser i hverdagen, som vi har mødt og fået - særligt i forbindelse med børnene.

Nu krydser vi fingre for, at vejret arter sig de sidste dage, så vi kan komme ud og suge indtrykkene til os i løbet af dagen, og så skal der vist gå en aften eller to med at bestille sommertøj og sandaler til et sommervejr, der trods alt er et par grader varmere end heroppe...










Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for besøget