Da sønnike blev tre måneder mødte han "ondskab" for første gang. Ikke i form af reel ondskab, men fordi vi, hans forældre, havde valgt at han skulle vaccineres. To stik med sygdom i små mængder, et i hvert lår. Nogle synes måske, at det er stikkene, der er de værste, men der må jeg rose knægten og sige, at det tog han bare i stiv arm (...eller ben om man vil...). Hos os var det først om aftenen og "dagen derpå", at den var gal. Nor blev hverken ked af det eller hysterisk. Næh, han fik i stedet svag feber og blev tydelig sløv og utilpas, og så gav han en konstant brummende "Uuuuuuuuhhhhhhhhhhhhh..."-lyd fra sig. Senere på dagen for ondskaben havde jeg min søster i telefonen, og hun var færdig af grin over sin lille nevø, som hun tydeligt kunne høre i baggrunden - ikke fordi hun på nogen måde morede sig over hans dårligdom, men som hun sagde: "...man kan bare så levende forestille sig, hvordan han vil lyde som teenager, når han vågner op med tømmermænd..." Og det var desværre ikke engang løgn, beskrivelsen var noget SÅ rammende.
I dag skal vi så igen til lægen for at møde "ondskaben", så jeg prøver at sætte mig op til, at skulle gå rundt med en fem måneder gammel teenager med tømmermænd på armen i en dag eller to... Ligesom med tømmermændene, så ved jeg jo heldigvis, at han kommer ovenpå igen :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for besøget