onsdag den 23. november 2016

#161 - Tilbage på skolebænken


Jeg er tilbage i et klasselokale, men denne gang på den anden side af bordet. Jeg er nemlig startet til færøsk. Sidst jeg modtog sprogundervisning var i gymnasiet, hvor der stod spansk på skemaet, men helt ærligt - det var ikke et hit! Det er nok ikke fair at bebrejde min lærer, skønt hun i hvert fald ikke formåede at tænde mig, for måske kunne jeg på det tidspunkt bare ikke helt se anvendeligheden. Faktisk var valget på nok også mest faldet på spansk, fordi tysk absolut heller ikke havde stået højt på listen over yndlingsfag i folkeskolen. Men i hvert fald var jeg meget meget lykkelig, da spansk ikke blev udtrukket til eksamen. Jeg kunne fristes til at sige, at sprog bare ikke er mig, men dog har jeg altid været ret vild med engelsk. Nå, det kom lidt ud af et sidespor.

Jeg har begyndt til færøsk. Det er ikke fordi jeg går med en forestilling om, at jeg kommer til at tale færøsk, men jeg håber, at jeg kan komme til at forstå bare lidt mere, få en bedre forståelse for udtalen, grammatikken og de færøske bogstaver - ð, ú, í, á, ý, ó. Alle heroppe både forstår og taler glimrende dansk, så det er som sådan ikke nødvendigt, men hvis jeg kunne forstå lidt mere, når man sidder sammen med andre uden at de skal slå over i dansk, så vil det jo være vildt fedt. Det er kun en aften om ugen, så jeg må nok hellere lade være med at sætte min næse for højt op. Uanset hvad, så nyder jeg at komme afsted. Det er fedt at skulle modtage, og altid hyggeligt at møde nye mennesker. Og så kan Merle og jeg jo øve sammen i hendes læsebog - et fælles projekt ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for besøget