søndag den 28. juni 2015

#130 - Grønt er godt for øjnene







De sidste to år har vi snakket om at skulle lave højbede uden at det rigtig er blevet til noget. Jeg ville gerne have nogle i lærketræ, da jeg har ladet mig fortælle, at det skulle være det bedste.
I starten af juni (et par af de dage, hvor vejret rent faktisk var godt...) lavede jeg dog en hurtig beslutning, at NU skulle det være, og så blev det i en "light" version. Ungerne og jeg handlede pallerammer og planter, vi fandt en plads i haven og de blev placeret.
Vi har plantet salat, gulerødder, jordbær og ærter, og de er lige så fint kommet så meget op nu, at man kan se rækkerne. Vores gode nabo var så sød at komme med en tomatplante, som vi har haft skærmet. Den ser også ud til at have klaret det danske sommervejr indtil nu, og små grønne tomat er begyndt at komme til syne.
Blomsterfrø blev det også til et par rækker med. Ungerne hygger sig meget med at plukke i løbet af sommeren, og nu bliver der så forhåbentlig lidt, der kan supplere græsplænens bellis og vejkantens lupiner.
På altanen står krydderurterne fint og både timian, purløg og rosmarin har overlevet vinteren i år.
Succeskriterierne er ikke så høje - hvis vi kan hente lidt salat ind til aftensmaden, hive enkelte gulerødder op af jorden, måske høste en tomat og plukke et par ærter, så bliver vi vist alle glade og godt tilfredse! Og så er det skønt at have ungerne med i hele processen - at fylde jord i bedene, hjælpe med at så og plante, vande, kigge på spirerne og hvis succeskriterierne bliver opfyldt, så er det blot prikken over i'et.

søndag den 31. maj 2015

#129 - Man ved, at man er mor...

#1: Når man i bilen altid højt kommenterer hver gang der kører en lastbil, traktor eller gummiged forbi - uanset om man er alene i bilen eller ej...
#2: Intet er bedre end at tage et langt bad - alene
#3: Når der altid ligger en bunke pinde foran hoveddøren, fordi de bare "måtte" med hjem
#4: Når man har lækre ansigtsprodukter stående i skuffen fra julegaver, som man stadig ikke har taget i brug, skønt man virkelig burde
#5: Når du står i dilemmaet sex eller søvn - og søvn ofte vinder
#6: Når man kan spise resterne i chipsposen lydløst i køkkenet, mens ungerne har fået serveret knækbrød i stuen
#7: Når det ikke er en selvfølge at komme alene på toilettet, men en treat man sætter stor pris på
#8: Når man altid har en sut i sine jakkelommer
#9: Når det at lugte til en andens numse ikke kun er normalt, det er også en nødvendighed
#10: Når noget af det der altid står højt på den usynlige ønskeliste er en lur, et glas rødvin og 5 minutters alenetid
#11: Når der vælter halvt spiste figenstænger, vådservietter og sutter ud af tasken, når du leder efter dit dankort
#12: Når man vågner en søndag morgen kl. 6.30 og føler, at man virkelig har sovet længe
#13: Når du google-historik hedder "testvindende autostole", "gode legepladser" og "børnesandaler"
#14: Når du med tykke kinder lyver og svarer: "Ingenting" til spørgsmålet: "Hvad spiser du mor?"
#15: Når du i arbejdstasken finder malebøger, togskinner og hårspænder med my little pony
#16: Når folk glemmer at sige "goddag" til dig, fordi andre bare er vigtigere
#17: Når du klokken 3 om natten kravler rundt (lydløs som en ninja) under en seng efter en tøjløve
#18: Når din pungs kortsamling er blevet suppleret med et årskort til Djurs Sommerland, bummelum-kortet til Kiwi og et medlemskort til Fætter BR
#19: Når du finder ud af, at den sang du har nynnet hele dagen på jobbet er "Nu vil jeg fortælle om de tre små fisk..."
#20: Når du kender smerten ved at træde på en legeklods med bare tæer
#21: Når et toppunkt ved fredagen er, at der ikke skal smøres madpakker
#22: Når man kl. 9 en lørdag morgen både har nået at spise morgenmad, lege med ridderborg, være på legepladsen, se to afsnit af Peter Pedal og er blevet banket i Vildkatten
#23: Når du siger ting som: "Batman, parkér den dukkevogn og flyv ud og få børstet dine tænder"
#24: Når man tager afsted på 14 dages ferie, og din egen kuffert var den, der var kortest tid til at pakke
#25: Når en sms til ens bedre halvdel kan indeholde vigtig info om lortebleer
#26: Når dine børn er nyvaskede og pæne i tøjet, mens du stadig er i nattøj
#27: Når det er helt normalt at vågne med flere mennesker liggende i din seng, end da du lagde dig til at sove
#28: Når det at hjælpe en ninja ned af en stige, sætte plaster på en prinsesses knæ og holde spiderman i hånden kan være en helt almindelig tirsdag


...og når klukkende latter, en kys og et kram gør, at det er det hele værd!

mandag den 25. maj 2015

#128 - Stensamlerne










Med gummistøvlerne på og hver vores stenpose (normalt kaldet stofnet, men nogle ting skifter jo navn efter funktion...) drog ungerne og jeg i går morges til stranden. Målet var indsamling af sten og skaller. Man får så meget god snak fra en 3- og 5-årig, mens man tuller rundt i vandkanten, og jeg er belevet klogere på både hvordan Merles kommende hus skal være en jordhule med sikkerhedssystem i topklasse, og om hvordan Nor sagtens kan bære en kæmpe stor pose sten, fordi han faktisk er mindst lige så stærk som Spiderman. Jo jo... jeg bliver klogere!
Men tilbage til de indsamlede sten - de blev vasket og lagt til tørring. I dag er de blev dekoreret på bedste vis med posca-penne, og jeg måtte på jagt i gemmerne for at finde en bøtte med decopagelak, som de blev fine og blanke.
Merle linede dem selvfølgelig op og inddelte i "familier" - hun opdeler, sorterer, liner op og flytter rundt på ALT! Vi er derfor nu også en mariehønefamilie!

søndag den 24. maj 2015

#127








Sidste weekend tog vi hjem til min far. Jeg er vokset op på landet, og på mange måder er jeg ked af, at jeg ikke kan give den samme kontakt med dyr videre til mine egne børn. Men så er det jo skønt at komme ned til bedstefar, som i denne omgang kunne levere intet mindre end en flaskekalv. Kæmpe hit at komme ned til den med sutteflaske og få lov at kramme lidt.

Ribe er byen, hvor jeg boede, da jeg gik i gymnasiet. Jeg elsker Ribe. Der er en helt speciel stemning i byen - Ribe er indbegrebet af hygge! Og så har jeg en masse minder fra tiden i Ribe, som altid vælter frem, når jeg er der - fra besøg med bedsteforældre som barn, fra ekskursioner dertil i folkeskolen, fra gymnasietiden (....mange minder fra den tid...), fra jeg flyttede dertil i min første lejlighed, fra gode venners bryllupper og meget meget mere....
Jeg går helt i stå med tankerne tilbage til tiden i Ribe - har I også steder, som har den virkning på jer?

fredag den 22. maj 2015

#126







Billeder fra den sidste tid. Nogle dage med høj sol, sæsonstart i Djurs og duften af forår. Andre dage med regn, kolde fingre der kræver te, når man skal se ungerne drøne forbi på løbehjulet på vejen for 17. gang og så en omgang pandekagehygge. Og smukke blomster fra min datter - håndlavede und alles...

Pinsen byder på ingen planer og hjemmehygge.
Ønsker jer god pinse...

lørdag den 9. maj 2015

#125 - 3 års fødselsdag

3 år er bare kæmpe stort - det er alle fødselsdage nok, men her er der i hvert fald blevet set frem til dagen med stor glæde. Han har hoppet lidt mellem at sige, at han fyldte 5 og 3 år, men antallet af fingre, som han samtidig har vist, har hele tiden været tre. Og med 3 års fødselsdagen følger bare så mange ting - start i børnehave, første tandlægebesøg, man er stor nok til at sove i halvhøj seng (hus-regel...), 3 års undersøgelse ved lægen og eget sæsonkort til Djurs Sommerland (og alle de andre familieaktiviteter...). For ikke at nævne sutterne, som forældrene nu synes snart skal lægges på hylden. Den del tror jeg dog lige vi venter med, til opstarten i børnehaven kan få et lille grønt flueben. Selve dagen for fødselsdagen stod på hjemmehygge med besøg af bedsteforældre, leg med nyt legetøj og god mad. En skøn dag, hvor både mor og søn gik i seng glade og tilfredse over en vellykket dag.





søndag den 3. maj 2015

#124 - A-Derma






Vi har altid døjet med meget tør hud og børneeksem hos M, og det har derfor været vigtigt for os, at alle sæber og cremer er uden parfume og parabener for at provokere det mindst muligt.
Vi har nu prøvet cremen fra A-Derma, som hverken har parfume, parabener eller nogen konserveringsmidler i sig. Den har en speciel lukning, som i stedet gør at cremen holder sig steril - det er smart!
Vi har ligeledes gjort brug af A-Derma cytelium spray, da vi var så "heldige" at have skoldkopper. Skoldkopperne skal jo bare overstås, det er nok ikke en fornøjelse nogen steder, men rart er det dog, når man kan få noget der lindrer kløen bare lidt. N stejlede over at få noget sprayet på - men okay, han stejlede over alt der rørte ham de dage, hvor prikkerne kløede mest. M var derimod vældig glad for at få lidt kold og lindrende på, så jeg stoler mere på hendes vurdering. Smart er det i hvert fald med en sprayudgave, når nu huden er så irriteret, som den er ved skoldkopper.

Merle kan underholdes med og bruge en del tid på at "tegne" med cremen, når den skal på efter bad. Det får hun lov til - det er bare sjovere, når man som 5-årig får lov at gøre tingene selv...

I kan læse mere om A-dermas gode produkter her.

Produkterne er sponsoreret, men oplevelsen af og ordene til er helt mine egne.

torsdag den 30. april 2015

#123 - Müsli


Det gode vejr i sidste uge gav lige lidt ekstra energi fra morgenstuden, og jeg fik mikset en ny omgang müsli til morgenbordet. Denne gang var det et blanding af hakkede mandler, hørfrø, kokos, græskarkerner og speltflager. Jeg plejer at riste det på panden (som her), men denne gang røg det i ovnen sammen med lidt flydende honning. Sådan bliver produktionen helt sikkert fremover, så jeg ikke behøver være obs ved komfuret, men kan lave noget andet imens. Det er lækkert med A38 og lidt frisk frugt, og er i dag også forsøgt sammen med koldskål - ikke et dårligt miks.
Ønsker god og lang weekend :-)

søndag den 12. april 2015

#122







Vi havde en weekend foran os med en masse planer og ting vi skulle, men nogle gange går det bare ikke som planlagt. Det er jeg ikke altid så god til, men den her weekend har nu været noget så skøn alligevel. Vi har været ved vandet fra morgenstunden i det skønneste vejr, spist eftermiddagsmad på terrassen uden jakker og fået bananvafler til morgenmad - det er da weekend med stort W.

fredag den 10. april 2015

#121



Så er foråret kommet. 
Det er fantastisk at komme hjem fra arbejde om eftermiddagen med ungerne, smide taskerne og gå i haven i sol og uden jakker. Det giver energi og overskud - mere af det, tak!
Jeg har været heldig at arve fine platter og fade. Jeg tygger stadig lige på, om de tre små skal op på væggen. De store er allerede taget i brug - ikke som vægpynt dog - og jeg vil hver gang de bliver brugt sende min søde bedsteforældre en kærlig tanke.
På sidste billede bærer det en stak bananvafler. Det var første, men bestemt ikke sidste, forsøg. Jeg har været heldig at få lov at låne svigermors vaffeljern tilbage i december, og det kommer helt sikkert i brug hen over forår og sommer til de her. Morgenmad, eftermiddagshygge og dessert - det er bare lidt lækkert, når der er lune vafler på bordet. 

Jeg miksede lidt et par opskrifter, som jeg fandt forskellige steder på nettet, så opskriften endte ca. sådan:
3 modne bananer moses (jeg rullede dem inden jeg pillede skrællen af, og det gjorde det lidt lettere)
3 æg
1 spsk mel
1 tsk vaniliesukker
kardemomme (for mig handler det dog om, hvad der spises til)
1 sjat mælk (jo, det er et officielt mål...) til tilpas konsistens opnås
Bagt i vaffeljern smurt med lidt kokosolie. 

God weekend - håber I får en god en af slagsen.

søndag den 5. april 2015

#120 - Påske










Påskeferien har været skøn. Et par dage med svigerfamilien i sommerhus på Djursland. Det indebar en masse lækker mad, hygge, æggejagt på stranden og orienteringsløb.
Mine seje svigerforældre har altid gjort meget i orienteringsløb, og i fredags tog hele familien afsted. Børnene var i fokus, og de fik lov at løbe børnebanen. Det var en kæmpe hit! Så meget at Merle, fætteren og kusinen tog banen to gange. Med en bip-dims på fingeren og billeder af kendte børnefigurer ved hver post var det en stor succes. Og ungerne var så søde til at bakke hinanden op.
De næste par dage har vi hygget hjemme og nydt det skønne påskevejr.
Hvad har I lavet i påsken?