tirsdag den 9. august 2016

#153 - Om at blive en familie igen

Det her indlæg har været i mit hoved i den sidste uges tid. Det fylder for mig, og derfor forsøger jeg mig nu med at få det ned på "papir". Det bliver helt sikkert ikke så velformuleret, som jeg kunne ønske, men se bort fra det, og lad mig tømme hovedet lidt...

Som jeg skrev tilbage i december i det her indlæg, så gjorde jeg mig mange tanker omkring det at blive alenemor for en periode. Og jeg syntes uden tvivl, at det var en hård tilvænning som "splittet familie", hvor ungerne savnede deres far og jeg min kæreste. Det var hårdt at finde ud af, hvordan hverdagen skulle hænge sammen med to unger - en i skole og en i børnehave, fuldtidsarbejde, vasketøj, madpakker, fritidsinteresser, legeaftaler og alt det andet. Hårdt, fordi der kun var mig til at koordinere og mig til at udføre. Og når jeg skriver "kun mig", så er det selvfølgelig lidt løgn, for jeg har jo fået hjælp af både venner og familie, for at få tingene til at hænge sammen, men føj mig lidt og følg hvor jeg vil hen.
Det jeg vil frem til er bare, at det tog tid. Det tog tid for mig, at lære at være eneste voksen på adressen - til det praktiske, til både det søde og sure med ungerne, til at sove i dobbeltsengen, til at træffe beslutninger osv. Jeg fandt ud af det og vænnede mig til det, og det blev hverdagen på godt og ondt.

I starten af juli rykkede vi, ungerne og jeg, jo så teltpælene op og skiftede adresse til Færøerne. Mange har spurgt, om vi har fundet os til rette, og om det var godt at se A. Og ja, det var skønt at se A (og nej, vi har endnu ikke fundet os endelig til rette, men mere om det senere). Ungerne havde savnet deres far og jeg min kæreste. Det er virkelig dejligt at være sammen igen, men det er faktisk ikke så nemt, som jeg lige har forestille mig. Eller som A havde forestillet sig, for han har det cirka på samme måde. Men når man i et halvt år har været alene-voksen med alt hvad dertil hører, så er det svært lige at finde ud af, hvordan man pludselig er to igen. Det minder mig lidt om, når man flytter sammen med sin kæreste. De der små ting og tidspunkter i hverdagen, hvor man lige skal finde ud af, hvem der gør hvad og hvordan vi sammen synes, at tingene skal gøres. Vi har hver for sig kunne være egoistiske (eller så egoistisk som man nu kan være sammen med to børn...) og pludselig skal man vise hensyn og tage en andens tanker og holdninger med ind i planlægningen. Heldigvis er vi med 13 år sammen ikke helt nye for hinanden, men alligevel har det taget tid.

Der er nu gået lidt over en måned, og det har været en måned med rigtig mange skønne stunder, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der ikke også har været et par tårer og en enkelt spydig kommentar hist og her. Men det er okay. Vi har altid haft et forhold, hvor vi har ting, som vi diskuterer, og jeg tror på, at det i længden styrker os. Vi er ved at have fundet rytmen og nu glæder jeg mig bare over igen at være to voksne på adressen - til det praktiske, til både det sure og søde med ungerne, til at sove i dobbeltsengen og til at træffe beslutninger.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for besøget