#185 - Om at komme hjem uden at komme hjem-hjem

I dag er det lidt over 14 dage siden vi, alle fire, landede i Danmark og skønt vi var varslet inden vi forlod Færøerne, så har det - ud over gensynet med familie, venner og seks dage med A (som derefter måtte retur til Færøerne) - på ingen måde været så fedt at komme tilbage, som vi havde planlagt og håbet på. Forklaring følger...

Inden vi tog afsted til Færøerne lejede vi vores hus ud. En beslutning som vi hvilede i trods mange sjove og skræmmende historie om dårligere lejere, som venner og bekendte kunne berette, for der var blevet sagt "god" for vores lejer, og hvad var i øvrigt oddsene for, at vi lige skulle være uheldige?

...men trods gode odds (...eller dårlige?) så var vi altså alligevel uheldige!


For huset er ødelagt - eller i hvert fald i meget dårlig stand. Uden at gå i dybden med det hele, så kan jeg sige, at ikke kun vi, men også flere af håndværkerne, har været overrasket over huset - og med overrasket mener jeg absolut mere chokeret end imponeret!


Det er virkelig frustrerende, og selvom jeg godt ved, at det ikke ændrer noget, så har jeg altså tudet et stykke over det. Over hvad der er sket med huset, men endnu mere over de konsekvenser, som det har for os. For det er virkelig ikke særlig fedt at komme hjem uden at komme hjem-hjem. Ungerne og jeg rejste jo ikke hjem allerede i starten af juli, fordi vi synes, at det er fedt at være adskilt fra "far" hele sommeren. Vi gjorde det, for at der var tid til at pakke ud, komme på plads og få ro på inden hverdagen atter starter. I stedet er status lige nu, at huset måske kan være beboeligt igen i slutningen af august, og det føles som rigtig rigtig lang tid. En tid, hvor vi, særligt for børnenes skyld, havde håbet på ro på hjemmefronten, så der kunne være fokus på en god opstart i skole og børnehave efter et års fravær.
Heldigvis er vi omgivet af søde venner og den bedste familie, som hjælper os på alle tænkelige måder, og det er vi utrolig taknemmelige for - "TAK, glimmer på og op på kaminhylden" som Hella Joof ville have sagt - men hold k... hvor jeg glæder mig til, at vi er på den anden side af det her, så vi kan komme hjem-hjem.

#184 - Overspringshandlinger og ambivalente følelser

Jeg burde pakke!
Mine børn ville have sagt: "...det er bare fordi at..." men jeg kan helt ærligt sige, at jeg overspringshandler. Jeg hader at pakke og selvom det meste af tøjet er vasket, så er det både mega kedeligt at putte det i kufferter og så tydeligt et bevis på, at nu er vores ophold slut. Derfor fandt jeg også hurtigt ind foran skærmen, da jeg kom til at tænke på de billeder, som jeg tog for et par uger siden i Torshavn.

I aften spilles der fodboldkamp, og det er spændende. Mega spændende! Hvis de gør det godt i aften, så går de videre og skal spille kamp igen i næste uge. Det vil selvfølgelig være godt for både holdet, klubben og cv'et, og selvfølgelig er det dét, vi håber og hepper på. Men det er også spændende på sådan en "jeg-er-lidt-splittet"-måde. For hvis de vinder, så skal vi faktisk sige farvel til A i morgen, og så ser vi ham igen i slutningen af august, men hvis de taber, så kommer han med hjem til Danmark i fem dage. Så altså - lidt ambivalente følelser....

Nor har ikke tidligere haft lyst til at blive ansigtsmalet. Faktisk har han virkelig nægtet. Men den dag i Torshavn, hvor pigen fristede med en pokemon-kugle eller en superhelt, der fik han alligevel lyst. Han var vældig godt tilfreds og ret stolt. 

Vi har gået virkelig mange ture omkring Toftavatn, som ligger lige ved siden af, hvor vi bor. Nogle gange bare en tur ned for at se om der var ænder og med en lille pose brød, andre gange hele vejen rundt. Det er altid hygsomt og for ungerne er fårene bare prikken over i'et.

De sidste tre billeder er taget fra Sornfelli, som er et de højeste fjelde på vejen mod Torshavn, og der er virkelig en skøn udsigt derfra. Det første er ud over Kollafjørður, det næste ud over Kaldbaksfjørður og på det sidste er det øen Vágar, hvor også lufthavnen ligger placeret. Alle tre billeder er taget fra samme sted, men med hovedet vendt i tre forskellige retninger. Virkelig en smuk udsigt deroppefra. 

Nu kan jeg vist ikke trække den ret meget længere, så nu vil jeg trykke på "udgiv" og så finde kufferterne frem, for jeg burde vist pakke...

#183 - Grottekoncert, en blandet oplevelse

Grottekoncert???? Jeg var undrende, men dog nysgerrig, da en af mine tidligere færøske elever nævnte det for mig tilbage i sommeren sidste år. Lige siden har det været på min liste over ting jeg gerne ville. Selve konceptet er, at man sejler med den gamle skonnert, Nordlyset, ud fra Torshavn til øen Hestur, her kommer man over i mindre både og sejler ind i grotter, hvor der spilles livemusik. Derfra tilbage til Nordlyset og retur til Torshavn. En samlet tur på omkring fem timer.

Og jeg synes faktisk, at det er en super fedt koncept. Men, men men... Vores tur blev der bare lavet ændringer på, så den slet ikke levede op til det annoncerede, idet turen med Nordlyset mere eller mindre udeblev, og vi i stedet blev fragten en stor del af vejen i bus. Den del - altså turen på vandet med den gamle skonnert - havde vi set ret meget frem til, og derfor var vi selvsagt ret skuffede. Koncerten var dog glimrende og en fed oplevelse både for børn og voksne.

I stedet for at komme med Nordlyset tilbage til Torshavn blev vi sejlet til den nærmeste havn med små hurtig-både. Ungerne hyggede sig med at have hovedet og hænder ud over kanten og få skumsprøjt i hele femøren - i hvert fald indtil M slikkede sig om mundet og konstaterede, at det var saltvand...

#182 - 10 dage tilbage, men hvem tæller?

Det gør jeg! -sådan på den der lidt paniske måde...
Vi glæder os på mange måder til at komme hjem, men samtidig vil vi bare så gerne have de sidste store oplevelser med. Det er jo ikke fordi, vi ikke har set og oplevet steder, for det har vi. Anders mener endda, at vi har været rigtig mange steder, men der vil jo altid være mere at se, mere at udforske, mere at blive klog på, mere at opleve. Og måske har jeg det sådan lidt - mere vil have mere?

I sommers var jeg med helikopter for første gang, og siden har jeg tænkt, at det var en af de ting, ungerne bare skulle nå at opleve (og når jeg skriver sådan, så er det altså ikke fordi, jeg ikke gerne vil have A med, men det er en af de ting, han ikke har det store behov for...). Og den oplevelse kan vi heldigvis sætte flueben ved nu. I går tog vi nemlig afsted og det var super fedt. Ulempen var helt sikkert, at det, grundet en del støj mens man flyver, var svært at pege ud og forklare ungerne, hvilke steder fra deres hverdag, som de pludselig så fra oven. Det var dog stadig en super fed oplevelse, og særligt måden man letter på, synes de, var sjov.
Fordelen ved at flyve helikopter heroppe er, at de faktisk er en del af den offentlige transport, og derfor er det lidt lettere at betale sig fra end ellers. Det er jo dog sådan med alt offentlig transport, at der kan komme aflysninger, og dette var faktisk tredje gang, vi bestilte billetter. Undskyldningen er dog helt fair - de kan ikke flyve, hvis det er meget tåget, og det er jo bare ret ofte heroppe.

A rejste i morges til Minsk, fordi de (igen i år) har været så heldige at trække et hold derfra, så ungerne og jeg nyder den færøske sommer uden ham i denne uge.

I dag har vi haft besøg af nye gode venner. Det er et andet dansk par, som også er heroppe med fodbold som ærinde. De har to drenge på 7 og 3 år, som M og N hygger sig rigtig meget med, og når både børn og voksne svinger, så er det hele bare lidt mere afslappende. Det er dejligt at sparre med en anden familie om udfordringer og oplevelser i hverdagen, som vi har mødt og fået - særligt i forbindelse med børnene.

Nu krydser vi fingre for, at vejret arter sig de sidste dage, så vi kan komme ud og suge indtrykkene til os i løbet af dagen, og så skal der vist gå en aften eller to med at bestille sommertøj og sandaler til et sommervejr, der trods alt er et par grader varmere end heroppe...

#181 - Om at være dårlig til at sige farvel...

Jeg indrømmer det - jeg er simpelthen vildt dårlig til at sige farvel. Jeg tuder! Sådan har det ikke altid været, men siden jeg har fået børn, kan jeg bare ikke rigtig styre det. Kender I det?
Jeg plejer at få våde øjne, når vi siger farvel til eleverne efter et år på efterskolen, jeg kneb en tåre, da den store stoppede i børnehaven og igen da den lille sagde på gensyn i selv samme børnehave sidste sommer.

Og i dag stod vi der igen. Ungerne havde sidste dag i henholdsvis skolen og børnehaven. Og selvom jeg ikke synes, at det er en svaghed at græde, så tror jeg bare, at det, på en dag som i dag, ville påvirke børnene til at blive mere kede af det end de ellers ville være. Derfor besluttede vi, at det skulle være A, som hentede dem.
Jeg kneb en tåre, da jeg skrev kortene til de beskedne gave, som ungerne hver havde med til de voksne i dag, for det er svært at sætte ord på, hvad sådan et år har gjort for vores unger.

M gik på med krum hals fra skoleårets start. Hun havde det lidt hårdt i efteråret, men så fandt hun sin plads, fik gode venner og har været virkelig glad for det lige siden. Selv da hun synes, at det var lidt svært, har hun været klar på at komme afsted hver eneste morgen. Det handler selvfølgelig om de andre børn både i og udenfor klassen, som hele vejen igennem har hjulpet og taget godt imod. Om de gode og søde veninder, som hun har fået, og som hun hver dag har glædet sig til at lege med. Og det handler om de voksne, som har hjulpet og støttet hende hele vejen igennem.

N var markant mere forbeholden fra begyndelsen af. Han forstod slet ikke meningen med at skulle i børnehave og græd så det skar i mor-hjertet ved mange af de første ugers afleveringer. Men så lettede det. Han lærte de voksne at kende, og han fik nye venner. Venner, der, på trods af deres forholdsvis få leverår, ikke lod sig skræmme af, at kommunikationen i starten skulle foregå på deres andetsprog, og som har hjulpet, oversat, forklaret og fået ham med i leg og sjov. Og hele vejen igennem har de voksne været der for ham. De slækkede på reglerne, så han det første halve år kunne have sin elskede tøjløve, Leo, med til alle aktiviteter, som sit faste holdepunkt i hverdagen. De har givet ham luft og tid, siddet ved siden af ham i hans rum i garderoben (når han var ked efter farvel) til han selv følte, at han var klar på dagen. De har støttet, udfordret og rost ham.

Og nu tuder jeg igen....
Ikke fordi jeg som sådan er ked af det, men fordi vi bare er så taknemmelige. Taknemmelige for de gode kammerater, søde venner, hjælpsomme forældre og dygtige voksne, som har været der både for os og ikke mindst for vores børn hele det sidste år.

Så måske er det derfor, at jeg er så dårlig til at sige farvel - fordi det virkelig har betydet noget for mig, for os, for vores børn? Hvis det er sådan det er, så er det vel egentlig helt okay, at være dårlig til at sige farvel....?

#180 - Familietur til Mykines

I fredags tog vi båden til Mykines. A havde fri og vi holdt ungerne hjemme fra henholdsvis skole og børnehave. Lige siden i sommers, hvor jeg var afsted med min søster og svoger, har jeg været klar over, at vi måtte have en familietur til Mykines for at se lunder. Og vi var så heldige. Der var høj sol og tørvejr hele dagen. Jeg havde tænkt, at vi var nødt til at være en voksen pr barn ift skrænterne, men jeg kunne konstatere, at det for en stor del også handlede om, at der i sommers var virkelig kraftig vind. Ikke at man ikke kommer tæt på kanterne, for det gør man, men det virkede ikke helt så vanvittigt denne gang, hvor det blæste mindre.

Ungerne listede sig stille ind på et par af lunderne, for det er altså toppen at se dem helt tæt på. De brugte også en del tid på bare at sidde og kigge på lunderne, de er simpelthen så charmerende. 

 

Lunderne bor i jordhuler og det betyder, at der er huller overalt på de steder, hvor de bor. Der er hele tiden lunder der lander og letter og som kommer vraltende ind og ud af deres huler.

Man skal ikke lade sig snyde af billederne - der er ret stejlt. Jeg ved godt, at jeg er farvet som mor, men ungerne var super seje. De var lidt pressede på bådturen derud, fordi de blev lidt kolde, men så snart vi begyndte at gå, så var der ingen sure miner. Jeg tjekkede sundhedsapp'en og ifølge den, så blev det til 125 etager fordelt på 7,4 kilometer. Og det er altså ikke kun mig, der synes, at de var gode. Hele to forskellige par kom hen, da vi gik i land, og roste ungerne - så voksede M og N lige to centimeter. 

Helt ude ved fyret sad der suler. Nor talte dem og kom frem til, at der var mange - mere end 27!

#179 - Ting vi glæder os til i den danske sommer...

....og vil sætte pris på, på en helt anden måde i år...

• Sandaler - selv på de semivarme dage, hvor man må have lange bukser på til.

• Temperaturer der gør, at "en is om dagen" er en menneskeret.

• At vandkamp ikke kræver regntøj og gummistøvler, men badedragt og bare tæer.

• Gåtur ved stranden, med bare tæer i sandet

• Nye kartofler og i det hele taget et stort og frisk udvalg af grøntsager og krydderurter. Fra have eller butik - who cares, det er friskt!

• Duften af grill fra haven.

• At lyse danske sommernætter stadig betyder, at det dog bliver mørkt. Lyset er skønt og giver energi, men også ungerne der har svært ved at sove...

• Kold rosé på terrassen.

• ...En terrasse at drikke rosé på.

Og ja ja ja, jeg ved godt, at det danske sommervejrt også nogle gange er mindre varmt, mindre solrigt og mindre tørt, men jeg lever altså i troen på, at i år... i år bliver det virkelig godt!

#178 - På vandet ved Vestmannabjergene

Vestmannabjergene er kendt for deres fantastisk fuglefjelde og grotter. I starten af efteråret var vi på bådtur derude. En bådtur som begge ungerne tydeligt husker - Nor, fordi vi sejlede i grotter og Merle, fordi hun var søsyg hele turen.
Nu ville vi afsted igen, men denne gang fik Merle valget om hun ville med eller ej, og hun takkede altså nej.

Anette (som var på besøg heroppe for et par uger siden) og jeg drog afsted med drengene og havde en super hygsom tur. Man sejler ud fra Vestmanna mod de berømte fuglefjelde. Vi havde selvfølgelig håbet, at lunderne var begyndt at trække ind, men så heldige var vi desværre ikke. Trods det var det en skøn og imponerende tur. Imponerende, når man ser stejle klippevægge og fjelde, som færingerne i mange mange år klatrede op ad for at fange fugle - indtil de blev fredet - og som de stadig hejser både mænd og får op og ned ad for at få dem til at græsse på de steder, som efter sigende giver virkelig lækkert kød.

Skal man se lunder, så er juni, juli og frem til midt august månederne, hvor man kan forvente at være heldig. Selv så jeg lunderne på Mykines i sensommeren, som man kan læse om her, og det er altså den skønneste lille fugl.

På båden kan man sidde både inde og ude. Selv synes jeg, at det er klart fedest at sidde ude, men da vi sejlede tilbage ville drengene gerne ind. Der var ikke så mange mennesker med på denne tur, så der var plads til at smide gummistøvlerne og slappe lidt af, og samtidig kunne man følge med ud af vinduerne.

Der er faktisk ikke ret mange minutter mellem dette billede og det længere oppe, men den blå himmel gør bare en verden til forskel.