onsdag den 23. november 2016

#161 - Tilbage på skolebænken


Jeg er tilbage i et klasselokale, men denne gang på den anden side af bordet. Jeg er nemlig startet til færøsk. Sidst jeg modtog sprogundervisning var i gymnasiet, hvor der stod spansk på skemaet, men helt ærligt - det var ikke et hit! Det er nok ikke fair at bebrejde min lærer, skønt hun i hvert fald ikke formåede at tænde mig, for måske kunne jeg på det tidspunkt bare ikke helt se anvendeligheden. Faktisk var valget på nok også mest faldet på spansk, fordi tysk absolut heller ikke havde stået højt på listen over yndlingsfag i folkeskolen. Men i hvert fald var jeg meget meget lykkelig, da spansk ikke blev udtrukket til eksamen. Jeg kunne fristes til at sige, at sprog bare ikke er mig, men dog har jeg altid været ret vild med engelsk. Nå, det kom lidt ud af et sidespor.

Jeg har begyndt til færøsk. Det er ikke fordi jeg går med en forestilling om, at jeg kommer til at tale færøsk, men jeg håber, at jeg kan komme til at forstå bare lidt mere, få en bedre forståelse for udtalen, grammatikken og de færøske bogstaver - ð, ú, í, á, ý, ó. Alle heroppe både forstår og taler glimrende dansk, så det er som sådan ikke nødvendigt, men hvis jeg kunne forstå lidt mere, når man sidder sammen med andre uden at de skal slå over i dansk, så vil det jo være vildt fedt. Det er kun en aften om ugen, så jeg må nok hellere lade være med at sætte min næse for højt op. Uanset hvad, så nyder jeg at komme afsted. Det er fedt at skulle modtage, og altid hyggeligt at møde nye mennesker. Og så kan Merle og jeg jo øve sammen i hendes læsebog - et fælles projekt ;-)

fredag den 11. november 2016

#160 - Besøg i Danmark 2

Besøget i DK bød, som skrevet, også på skønne dage i Århus. Ud over venne- og familiebesøg var vi en tur på Aros, Dokk1 og to gange omkring Street Food - fordi en gang simpelhen ikke var nok. Det er lige et sted efter min smag - god stemning, lækkert mad og uhøjtideligt. Man slapper af der. Jeg forestiller mig, at det er et sted, som jeg kommer til besøge mange gange fremover.
Aros var som altid fantastisk. Joana Vasconcelos "Textures of life"-udstilling er skøn og sjov med hverdagsting i nye sammenhænge, regnbuen er fed og god til at sætte Århus i et andet lys, men også udstilling "No Man is an Island" har Merle nævnt i andre sammenhænge efter besøget, ligesom det var hende som insisterede på, at vi skulle nå "De 9 rum" inden vi tog derfra. Og jeg er vild med, at det jo netop er det kunsten kan - starte samtaler, skabe behov for at komme tilbage og opleve påny og ikke mindst give stof til overvejelse og eftertanke.









søndag den 6. november 2016

#159 - Besøg i Danmark 1

Besøget i Danmark var intet mindre end skønt! Vi fik besøgt gode venner, set familien og kom lidt omkring både i København og ikke mindst i Århus. 
Ungerne fik besøgt henholdsvis børnehaven og skolen - besøg som de var meget spændte på, for kunne de andre børn nu kende dem... Men det gik over alt forventning og smilene var store, da vi kørte fra begge steder. Jeg tror, at lettelsen over at alt var "ved det gamle" gjorde, at afskeden, som jeg faktisk havde været lidt spændt på, gik uden problemer og med en glædelig tanke om, at de jo ses igen om et par måneder, når vi tager til Danmark og fejrer julen.
Vi gik fået en del ture i skov og på mark. Det kan lyde som en latterlig ting, men det er gået op for mig, hvor meget jeg sætter pris på en gåtur i det danske efterår med blade der blæser af træerne i de smukkeste gul-røde farver. Det er ligesom en overgang til vinteren, som man ikke ser på samme måde heroppe. I København var vi en tur på Zoologisk Museum. Det var rigtig fedt og med både store skeletter og udstoppede dyr, som man måtte røre ved.