Når man går hjemme på barsel (som jeg jo altså gør..), så er det lige som om, at der sniger sig nogle regler eller retfærdiggørelser ind i hverdagen. Jeg tuller rundt alene en stor del af dagen, og med alene så mener jeg selvfølgelig sammen med lillebror og en del af tiden også med storesøster M. Retfærdiggørelserne dukker dog kun op, når det er undertegnede og lillebror, for når storesøster er hjemme, så skal moderen her jo forsøge at være det gode forbillede. Men tilbage til retfærdiggørelserne/reglerne...
Som allerede skrevet, så er jeg jo alene en del af dagen. Og ja, jeg kommer også udenfor og ja, jeg laver også ting og ser andre mennesker, mens jeg er på barsel, men det er dagene hvor jeg er hjemme, alene (alene med N) hjemme, at jeg laver små regler for mig selv.
Nogle dage er det ret gode og effektive regler, som gør, at jeg har det rigtig godt med mig selv bagefter, men hvor jeg er nødt til at svinge pisken lidt over mig selv, for at jeg ikke bryder reglen før tid. Det kan være regler om hvad jeg skal nå at gøre rent inden jeg må spise frokost, eller at jeg skal gå en tur af en bestemt længde eller med højt tempo med barenvognen eller andet i den stil.
Men.....
Oftest er det bare lidt mere særlige regler, stadig gode (i hvert fald i situationen...), men på ingen måde effektive. Det handler typisk om mad. Jeg er ret glad for mad... Eksempelvis går-dagens retfærdiggørelse.
Vi bor i et halvanden-plans-hus, hvor stue/køkken er oppe og barnevognen er parkeret nede. Det betyder, at der er tur ned og op ad trappe hver gang lille N giver lyd fra sig i vognen. Og lyd, det giver han ofte, for han har for vane at puffe sutten ud i søvne og er jeg ikke hurtig, så betyder det en vågen dreng. Efter første tur ned-op retfærdiggjorde jeg derfor for mig selv, at jeg måtte få en flødebolle for hver tur ned-op ad trappen. Efter 45 minutter og intet mindre end 7(!) flødeboller vågnede han så sådan rigtigt op, og det var nok meget godt, for bagefter kan jeg jo godt se, at det måske ikke var den bedste regel - i hvert fald hvis jeg skal tage de fornuftige og sunde briller på.
Jeg ved ikke helt hvorfor det er, at jeg finder på de regler. Eller det gør jeg måske nok, men jeg vil helst ikke stå ved det, for faktum er nok bare, min søde tand medfører rygrad som en regnorm og i situationerne, så synes jeg jo virkelig, at jeg har fortjent det. Og altså... De smager jo godt!
