Tøsen har smidt bleen, og det har hun været super sej til. Vi har taget og tager selvfølgelig stadig vores ture, som eksempelvis den anden aften...
Hun var på vej i seng og havde ikke været på toilettet i et par timer. Jeg mente derfor, at det skulle hun, inden hun blev puttet. Tøsen var ikke enig! Vi tog en omgang "jo-nej, jo-nej, jo-nej, jo-nej", men uden at numsen kom tættere på toilettet - og uden at jeg vil uddybe, så er det min erfaring, at man ikke skal tvinge en to-årig op på toilettet, det kommer der bare ikke noget godt ud af - andet end rengøring... Jeg ville dog ikke give mig, men forsøgte diplomatisk at forklare, at det altså er mor, der bestemmer - heller ikke dette var vi umiddelbart enige om - og at hun så lige måtte sætte sig på skamlen, vente og så kalde, når hun var klar til at komme på toilettet. Jeg forlod badeværelset, og Tøsen
Jeg kom kun lige ind i stuen, og nåede at samle to stykker legetøj op, da jeg kunne høre, hun kaldte. Glad over at kontroversen var slut (og at jeg "vandt" så hurtigt...), gik jeg retur, åbnede døren og så Tøsen stå med nedadgående mundvige og kede-øjne, mens hun sagde: "Åhhh nej mor, jeg tissede på gulvet..." Jeg kunne ikke andet end at smile, men "sejren" føltes pludselig ikke så stor, som hun stod der og var ked. Jeg trøstede, og hun sagde: "Det husker vi!" til min lille reminder om, at hun godt må lytte til mor.
Mens jeg tørrede op, overvejede jeg, hvor pokker (...) hun dog kan have den stædighed fra - men min søde A reddede det hele ved at sige: "Jeg håber da, at hun fortsætter med at ligne dig..."
