torsdag den 31. december 2015

#141 - Glædelig bagjul







Har I haft en dejlig jul? Vi har på alle måder nydt det. Lækkert mad, hygge med familie, afslapning og skønne gaver. Og ja, gaverne kunne jo få et helt kapitel for sig selv, for det er fuldstændig vildt, som det har bugnet med gaver under træet. Det vil jeg ikke give dem, men i stedet blot fremhæve et par stykke, nemlig to af de gaver som ungerne selv har produceret i henholdsvis skole og børnehave. Julekuglen har Nor lavet til Merle. Ved hjælp af håndaftryk er der tegnet snemænd på kuglen - den er så fin og skal på træet fremover! Traktoren har Merle lavet til Nor i forbindelse med et tema i skolen om Nepal. Hun var så stolt over selv at have lavet den, og glædede sig helt tosset til at give ham den. Heldigvis blev han glad for den, skønt det kan være svært at hamle op med turtlesbiler, fodbold og spidermanlego.

Dagene efter jul havde vi i år besluttet skulle være med hjemlig fokus og uden planer. Jeg har fødselsdag mellem jul og nytår, og den dag bruge vi med blandt andet leg på Dokk1. Det var en dejlig dag!
I aften skal vi være sammen med gode venner - i både børne- og voksenstørrelse. Vi glæder os alle til en hygsom aften.
Jeg ønsker jer alle et godt og festligt nytår - på gensyn i 2016.

onsdag den 16. december 2015

#140

Julen nærmer sig, og jeg synes, at december er gået voldsom hurtigt i år. Vi har haft barnedåb hos både to gode vennepar og min søster. Det har været skønt at se venner og ikke mindst familie. Om to dage er der juleferie for vores lille familie, og vi glæder os til afslapning, nærvær, dejlig mad og - hvis du spørger ungerne - gaver.

Billederne er fra slutningen af november, hvor vi var på Godsbanen for at spise brunch og gå tur på taget.



søndag den 15. november 2015

#139 - Efteråret i billeder

Et efterår i billeder - billeder fra nogle af de skønne ting vi har lavet sammen midt i en ellers hurtig hverdag. Min svigermor siger, at hun synes, at vi har travl. Det føler jeg også, men jeg tror samtidig, at alle børnefamilier har det på præcis samme måde - vi er vist desværre ikke unikke.
Efteråret har været lunt og lækkert, men jeg skal da lige love for, at det er blevet koldere. Vinterjakkerne er fundet frem, og desværre er det lige som om, at vi pakkede feber og snot frem sammen med dem. De første børnesygedage er taget, og også her til aften er et feberbarn blevet puttet. Hun har det forhåbentlig helt fantastisk meget bedre i morgen... 

På tur langs den lokale strand

Efterårets brombær blev brugt på denne sag

Udforskeren i haven

Højbedenes sidste høst

Tur med gode venner

Familietur til Mallorca - fantastisk lækkert!
Mine svigerforældre havde valgt at fejre deres 40-års bryllupsdag ved at invitere familien på tur. Det var både min og ungernes første charter, men vi havde en dejlig uge, som absolut oversteg forventningerne.

Østerssafari i Vadehavet



Jeg fik en "Østerssafari" i julegave fra mit arbejde sidste år, og den blev afviklet første weekend i oktober. Det var en vild god tur med mine skønne kollegaer, med storslået natur og selvsagt lækkert mad.

Nor byggede et slot af sten
Min første franske fletning

Og så har vi sagt definitivt farvel til både sutter og bleer - det er altså skønt!

søndag den 6. september 2015

#138 - Tre tidspunkter, hvor du som mor bliver bekymret...

#: Når du står under bruseren og mindstemanden kommer drønende ud, smækker døren til badeværelset i, mens han febrilsk råber: "Du må ikke komme ind på mit værelse, du må ikke komme ind på mit værelse..."

#2: Når begge børn er hjemme, og du pludselig opdager, at der har været helt stille i op til flere minutter...

#3: Når datteren med sukkerstemme kommer ud i køkkenet og spørger, om hun godt må låne tapen, og hvor det i øvrigt er, hun finder den lille kost og fejebakken...


...hvornår bliver du bekymret...?

lørdag den 5. september 2015

#137 - August

Når jeg kigger tilbage på august, så synes jeg, at det kun har handlet om skolestart, A i nyt job og mig i gang efter sommerferien med et nyt elevhold. Men så er det bare så godt, at man nogle gange kan tømme sit kamera og lige blive mindet om, at der faktisk også har været tid til andet.
Vi har hygget i haven, været i Friheden, været på barselsbesøg ved min søster, fejret op til flere familiefødselsdage og været på stranden, hvor vi faktisk fik både den første og eneste dukkert i havet denne sommer.
Og ja, skolestarten gik godt. Der var lidt bump i starten, men M er så glad for det nu - sød klasselærer og gode nye kammerater. Hun har allerede lært en masse og er vokset så meget på de første fire uger. Vi, som forældre, prøver at følge med - der er meget nyt, men det skal nok blive godt :-)

Denne weekend har stået på arbejdsdag i børnehaven, og måske tager vi til foodfestival i morgen, da sidste år var en vældig succes.

God weekend til jer :-)







søndag den 2. august 2015

#136 - Så bliver det hverdag igen...


De sidste feriedage er brugt for denne omgang og i morgen starter hverdagen atter. En anderledes hverdag - nu har jeg en skolepige! Mand, hvor er det vildt - jeg kan slet ikke forså, at hun allerede er så stor. Og ja, det ved jeg godt lyder total kliché-agtigt, men det er virkelig sådan, jeg har det lige nu.

I morgen starter hun i SFO, og det er stort - kæmpe stort. Skønt den sådan rigtige skolestart om halvanden uge om muligt er endnu større, så er det her stort! Hun er så spændt og glæder sig så meget, og samtidig er det jo vildt svært, for hvad er det lige "man" skal glæde sig til. Hun har i næste to år snakket om skolestart, og hun har uden tvivl tårnhøje forventninger. Derfor er jeg mindst lige så spændt, for skønt jeg ikke håber det, så tænker jeg bare, at hun næsten med sikkerhed vil blive skuffet, når nu forventningerne er så høje. Vi har prøvet at forberede og forklare, at man jo ikke bare sådan lige lærer at læse og regne, at det tager tid at få nye venner og at man altså ikke har legetøj med hver dag i skolen. Men jeg frygter bare, at det (som det jo er med nogle ting...) ikke rigtig fiser ind, når det er noget mor og far siger. Og igen, hvor meget har man lyst til at være lyseslukker inden start - det må jo også gerne være noget, som hun glæder sig til.

Forleden læste jeg en artikel skrevet af Lola Jensen. Der er sikkert mange holdninger til hende, men ofte synes jeg nu, at hun finder gode vinkler frem. Og altså... I den her artikel stod der, at børn netop bliver skuffet over skolen, fordi forældrene, særligt MØDRENE, taler det hele op til at være noget meget vildere og mere spændende end skolen reelt er. Shit, det satte tanker i gang - har jeg gjort det...? Det håber jeg ikke!

Nu vil jeg liste i seng, så jeg kan være frisk til at hjælpe med at holde styr på alle de sommerfugle, som med sikkerhed flyver rundt i hendes mave i morgen :-)

onsdag den 29. juli 2015

#135 - Gråt i gråt... og lidt blåt









Ferien nærmer sig sin afslutning. En ferie, som får overskriften "gråt i gråt", skønt vi faktisk har haft en par gode dage med blå himmel, hvor man, hvis man ellers lå i læ det helt rigtige sted, faktisk kunne slikke en lille smule sol. Heldigvis er vejret jo ikke det eneste, der betyder noget, når man holder ferie, vi har haft mange hyggelige timer og set både venner og familie. Vi har gået ture ved det skønne vesterhav, spist lækkert mad og når solen nu ikke var der, så brugte vi bare solsengene med soveposer eller tæpper over os.

Nu venter hverdagen snart igen, men vi vrider lige den sidste del afslapning og hygge ud af dagene inden ræset starter.

mandag den 20. juli 2015

#134 - Fyret

Blåvand er igen i år målet for vores ferie, og det er vi glade for. Skønt vi kunne ønske, at det var badetøjet og ikke en ekstra trøje, vi må smide over hovedet inden vi går til stranden, så hygger vi vældigt. Forleden var vi gående ud til fyret og oppe i det. Det har jeg ikke været i mange år, men det var så fint. Ungerne synes, at der var langt ned - som Nor sagde, da han (efter meget panisk skrigen på toppen) endelig kom ned igen: "Det var vist lidt for højt for mig...!" Det hjalp dog lidt på det, at vi så en tank køre rundt på stranden i øvelsesområdet. På turen hjem blev der klatret på bunkere, samlet knivmuslinger, og fjollet i vandkanten. Humøret var vældig højt - selv efter at Nor faldt i det kolde vand og måtte låne faderens t-shirt resten af turen. 













søndag den 19. juli 2015

#133 - Mine damer og herrer...

Sidste søndag tog vi en ret impulsiv beslutning og bestilte billetter til Cirkus Benneweis. Vi ville gerne have haft ungerne med i Cirkus Summarum i år, men der var billetsalget bare ikke egnet til vores kalender, da billetterne skulle bestilles i mega (mega mega mega...) god tid, og vi dengang ikke anede, hvordan min gode A stod ift job, og hvordan sommerplanerne generelt så ud.
Anyway... Billetterne blev her bestilt samme formiddag til Benneweis, og ungerne var vilde af forventning. Mine egne forventninger var også ret store, for med den mængde penge, som man skal lægge for oplevelsen, så er det også nødt til at være godt!
Og det var godt - med hunde, der både kunne springe og lave kunstner, flotte og veldresserede heste, smukke damer i glimmertøj, papegøjer, der både kunne spille basket, køre på løbehjul, rulleskøjter og ikke mindst bil, tryllekunstner, som kunne køre på motorcykel IGENNEM en kasse med en fastlænket dame (selv jeg var rimelig imponeret her), akrobater i stramme(!) bukser og med kappe(!!) som ville have gjort Supermand misundelig, det store dødshjul (...eller hvad de nu kalder det - dødsensfarligt var det i hvert fald!) og den sjove hest, som både havde en holdning til, hvad den skulle og ikke mindst lagde sig til at sove i manegen med tæppet hevet op om sig. Og så var der den store favorit - trampolinmanden. Han var dygtigt og sjov - faktisk så sjov, at Nor faldt ned af stolen, fordi han grinede så meget. Her, en uge efter, snakker han stadig meget om ham.

...familiefotoet nederst ser alvorligt ud, men det blev taget mens "dødshjulet" blev sat op, og Nor var ikke helt tryg ved det, der skulle til at foregå. Smilet var stort få minutter senere :-)

Har I erfaring med cirkus og er der noget, som I kan anbefale til børn eller voksne...?