Eller sådan "plejer" det jo at være, for når A ikke er her, så er der jo ikke andet at gøre end
Sådan en dag var det i går. Svigerfar havde taget den første omgang græsslåning i år, men nu trængte det bare voldsomt igen.
Og det er altså ikke sådan, at en plæneklipper er en helt ny verden for mig - bevares. Jeg er trods alt vokset op på landet, og har, sammen med min ene søster, haft som fast opgave i hele barn- og ungdommen at slå græs. Det foregik bare på en havetraktor, for der var ligesom tale om lidt større arealer!
Uden at skulle fortælle side op og side ned om min klipning, så kan jeg sige, at det ikke var, da jeg stod og kæmpede for at få plæneklipperen op ad trappen (fordi vi bor på skrånende grund), at jeg følte mig sej. Det var heller ikke, at jeg stod og hev og sled i snoren, for at få den til at starte og den hånligt bare sukkede tilbage. Eller da jeg svedig efter de mange hiv uden held måtte gå hen til naboen for at bede om hjælp til at få liv i den fu**ing maskine. Og slet ikke, da han så smilede, trykkede på en knap tre gange og den bare startede. Eller da jeg for anden gang måtte hente hjælp, fordi jeg ikke har kræfter nok til at flytte vores trampolin alene.
Nej, følelsen kom først rigtigt sammen med svigerfars "du er sej" (fordi han netop ringede og tilbød at klippe mit græs), alt imens jeg spiste en "fordi-jeg-har-fortjent-det"-is med ungerne på den nyklippede plæne.
...og at jeg så pludselig synes, at vi skal have et nyt "bed" med flis, nye kantfliser fordi de gamle er håbløse at slå pænt ind til, en ny rampe så jeg lettere kan få maskinen op og ned, og en ny kanttrimmer - det er en anden historie...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for besøget