#008 - De kan mærke det!

Jeg ved ikke hvordan, men det kan de altså - mærke det. Eller mine børn kan i hvert fald! Måske er det en gave de har, som jeg bare ikke har lært at forstå sætte pris på? Måske er det for at man som mor skal vide, at ens job er DEM? Måske er det fordi, at de bare vil have ens fulde opmærksomhed - også når de sover? Måske... måske... måske...? De kan i hvert fald noget på den front, mine børn.


I morges:
Klokken er 5.30, og Nor grynter og møffer rundt. Sætter mig op i sengen, giver ham sutten, han putter, mens jeg kigger på ham. Jeg lægger mig ned, lytter... ro....  venter... ro. Jeg lukker øjenen og vupti... ham starter på at møffe rundt og grynte igen. Jeg ligger vågen, men stadig med en tro på, at han nok alligevel sover igen liiiiige om et øjeblik. 5.45 (et øjeblik senere!) og han møffer stadig. Samme procedure som før - sut, kigger, ro, lægger mig, lytter, ro, venter, ro, venter mere, stadig ro, lukker øjene og vupti.... Klokken 6.15 konstaterer jeg, at jeg nok bare burde være stået op, da han startede med at røre på sig. Han ligger nu med åbne øjne, et stort smil og pludrer. Trods alt en super lækker måde at blive mødt på om morgenen, så jeg står op med godt humør. Beslutter, at jeg lige hurtigt varmer hans sutteflaske og tage tøj på, inden jeg tager ham op, for at mindske risikoen for at vække storesøster.
Alt er klar, humøret er højt, søsteren sover stadig.
Jeg henter ham eller.... NU sover han!

I formiddags:
Nor skal sove en lur. Jeg har trillet en tur med barnevognen, han sover. Jeg går op, stadig ro i barnevognen. Ordner lidt praktisk, kigger til ham, stadig ro. Vover at tage et bad. Har stået under bruseren i 30 sekunder (okay, måske 4 minutter, men det føltes som 30 sekunder!) og så summer alarmen. På med badekåben, ud, give sut og rokke med vognen. Hilser pænt på den storsmilende-hundeluftende-mand, der tydeligvis morer sig over den barnevognsrokkende-badekåbeklædte-pjuskhårede-mor. Nor sover. Jeg lister op og hopper under bruseren - bare lige for at få varmen igen. 30 sekunder går (...og denne gang var det kun 30 sekunder!), og han grynter igen. Badekåbe, sut og barnevognsrokning - denne gang uden hundeluftende mand - og han sover. Tilbage under bruseren, 30 sekunder går og alarmens "søde" summen starter. Jeg overgiver mig, lynhurtigt i tøjet, ned til knægten. ...NU sover han!


Og i dag var altså ikke en enestående dag, sådan er det bare. Og Merle gjorde præcis det samme.
Det må være fra-koblingen de mærker, den mentale fra-kobling, som åbenbart ikke er tilladt :-)