#023 - Når dukkerne "taler"

M har en dukke. Eller... M har flere dukker, men særligt en af dem "snakker" en del. Dukken er en, som hun fik en dag vi var i Legekæden, mens jeg stadig var gravid. Hun fik valget mellem to kasser - dukken med lyserødt tøj og tilbehør eller dukken med blåt tøj og tilbehør. Jeg krydsede fingre og sørme så, hun valgte den blå (jeg er jo ikke så tosset med lyserød...) og dukken fik derved sin første stjerne i min bog. Grunden til det blå tøj var, at det er en dreng-babyborn - ja ja, det var nyt for mig, men det er altså en drenge-dukke, sådan med tissemand og det hele, dejligt!

M bliver 3 år (5 hvis man spørger hende...) til næste fødselsdag, så det der med at sætte ord på følelser og oplevelser er ikke altid let. Men så er det jo super dejligt, at dukker og bamser kan "snakke" og at man som forældre kan få ting at vide på den måde. Og det der med at "snakke", det sker en del med "Store dukke".

"Store dukke" har eksempelvis skiftet navn flere gange. Da M lige var blevet storesøster, blev han døbt Nor ligesom lillebror - den havde vi nok set komme. Det tog dog ikke lang tid, inden han igen var tilbage på "Store dukke". En uge efter M startede børnehave fik han igen nyt navn. Han blev nu døbt Alfred. Pudsigt er det, at den store dreng på hendes stue i børnehaven hedder Alfred... Han er både sød og god, og jeg tolkede det, som min datters første lille crush.

Dukke-Alfred har siden "fortalt" flere ting...
Nogle dage er det, at ALLE skal være med, når bamse-dukke-flokken tager på tur i svømmehallen (tæppet på stuegulvet) eller i rumraketten (under spisebordstolen). Og hun går helt i selvsving, hvis man foreslår, at ikke alle behøver være med.
Andre dage sidder en træt dukke-Alfred henne i sofaen med dyne og sut, og insisterer, ifølge M, på at se tegnefilm. En morgen ville dukke-Alfred ikke med i børnehave, og en morgen ville han først med, da han havde fået nederdel på. Og det til trods for, at dukke-Alfred altså aldrig har været med i børnehaven...

Generelt kommer dukke-Alfred godt ud af det med de andre dukker og bamser, men der har også været dage, hvor han har ligget i den ene side af stue sammen med Bamse, som åbenbart er hans "buddy-in-crime" og M med andet dukke-følge i den anden side af stuen, og hvor der så på skift er blevet råbt henholdsvis "Ud med pigerne, ud med pigerne" og "Ud med drengene, ud med drengene" - heldigvis med smil på læben.

I dag var lidt i samme genre. Dukke-bamse-truppen skulle i eftermiddag sove, og jeg blev også inviteret "med". Pludselig blev der rykket rundt på rækken - for de sover altså på række. Jeg spurgte hvorfor og fik svaret, at dukke-Rebecca ikke vil sove ved siden af dukke-Alfred. Jeg spurgte videre, hvordan det dog kunne være og svaret var, at dukke-Alfred har en tissemand! M var den søde mægler i den sammenhæng, så hun lagde sig mellem de to nævnte dukker, så de alle kunne sove.

Det er som regel altid spændende og lærerigt at "lytte" med :-)

#022 - Retfærdiggørelser

Når man går hjemme på barsel (som jeg jo altså gør..), så er det lige som om, at der sniger sig nogle regler eller retfærdiggørelser ind i hverdagen. Jeg tuller rundt alene en stor del af dagen, og med alene så mener jeg selvfølgelig sammen med lillebror og en del af tiden også med storesøster M. Retfærdiggørelserne dukker dog kun op, når det er undertegnede og lillebror, for når storesøster er hjemme, så skal moderen her jo forsøge at være det gode forbillede. Men tilbage til retfærdiggørelserne/reglerne...

Som allerede skrevet, så er jeg jo alene en del af dagen. Og ja, jeg kommer også udenfor og ja, jeg laver også ting og ser andre mennesker, mens jeg er på barsel, men det er dagene hvor jeg er hjemme, alene (alene med N) hjemme, at jeg laver små regler for mig selv.

Nogle dage er det ret gode og effektive regler, som gør, at jeg har det rigtig godt med mig selv bagefter, men hvor jeg er nødt til at svinge pisken lidt over mig selv, for at jeg ikke bryder reglen før tid. Det kan være regler om hvad jeg skal nå at gøre rent inden jeg må spise frokost, eller at jeg skal gå en tur af en bestemt længde eller med højt tempo med barenvognen eller andet i den stil.
Men.....

Oftest er det bare lidt mere særlige regler, stadig gode (i hvert fald i situationen...), men på ingen måde effektive. Det handler typisk om mad. Jeg er ret glad for mad... Eksempelvis går-dagens retfærdiggørelse.
Vi bor i et halvanden-plans-hus, hvor stue/køkken er oppe og barnevognen er parkeret nede. Det betyder, at der er tur ned og op ad trappe hver gang lille N giver lyd fra sig i vognen. Og lyd, det giver han ofte, for han har for vane at puffe sutten ud i søvne og er jeg ikke hurtig, så betyder det en vågen dreng. Efter første tur ned-op retfærdiggjorde jeg derfor for mig selv, at jeg måtte få en flødebolle for hver tur ned-op ad trappen. Efter 45 minutter og intet mindre end 7(!) flødeboller vågnede han så sådan rigtigt op, og det var nok meget godt, for bagefter kan jeg jo godt se, at det måske ikke var den bedste regel - i hvert fald hvis jeg skal tage de fornuftige og sunde briller på.
Jeg ved ikke helt hvorfor det er, at jeg finder på de regler. Eller det gør jeg måske nok, men jeg vil helst ikke stå ved det, for faktum er nok bare, min søde tand medfører rygrad som en regnorm og i situationerne, så synes jeg jo virkelig, at jeg har fortjent det. Og altså... De smager jo godt!

#021 - Kastanjer

Vi har samlet kastanjer i skoven. Merle synes, at det var ret sjovt, da hun først fandt ud af at få dem ud af den piggede skal.
Der er bygget kastanje-giraffer - og en hund til at passe på girafferne :-)

#020 - Uge 41

Sidste uge var fyldt med mange ting. Fyldt med en masse praktiske ting i hjemme med besøg af elektriker, maler og handy man-faderen - og vask af køretøj. Fyldt med tur i skoven og indeleg i regnvejr. Fyldt med dejligt familiebesøg. Fyldt med forberedelse til søndagens barnedåb, for jo jo... Nu kom der endelig en weekend, hvor manden også har haft fri, så knægten nu også officielt hedder Nor. Og så blev ugen afsluttet med en søndag fyldt med skønne gæster, lækre gaver, dejlig mad og masser af godt humør.

 

#019 - Den 5 mdr. gamle teenager med tømmermænd

Da sønnike blev tre måneder mødte han "ondskab" for første gang. Ikke i form af reel ondskab, men fordi vi, hans forældre, havde valgt at han skulle vaccineres. To stik med sygdom i små mængder, et i hvert lår. Nogle synes måske, at det er stikkene, der er de værste, men der må jeg rose knægten og sige, at det tog han bare i stiv arm (...eller ben om man vil...). Hos os var det først om aftenen og "dagen derpå", at den var gal. Nor blev hverken ked af det eller hysterisk. Næh, han fik i stedet svag feber og blev tydelig sløv og utilpas, og så gav han en konstant brummende "Uuuuuuuuhhhhhhhhhhhhh..."-lyd fra sig. Senere på dagen for ondskaben havde jeg min søster i telefonen, og hun var færdig af grin over sin lille nevø, som hun tydeligt kunne høre i baggrunden - ikke fordi hun på nogen måde morede sig over hans dårligdom, men som hun sagde: "...man kan bare så levende forestille sig, hvordan han vil lyde som teenager, når han vågner op med tømmermænd..." Og det var desværre ikke engang løgn, beskrivelsen var noget SÅ rammende.

I dag skal vi så igen til lægen for at møde "ondskaben", så jeg prøver at sætte mig op til, at skulle gå rundt med en fem måneder gammel teenager  med tømmermænd på armen i en dag eller to... Ligesom med tømmermændene, så ved jeg jo heldigvis, at han kommer ovenpå igen :-)

#018 - Antallet af tommelfingre

Jeg håber, nok ligesom de fleste andre forældre, at kunne give mine børn de bedste muligheder i deres videre færden. Men på i hvert fald ét punkt kan jeg ikke give dem det, som jeg selv har fået - hvor end jeg gerne ville. Det handler om antallet af tommelfingre...

Jeg er født med to tommelfingre, men på nogle dag - afhængig af dagens aktivitet - så er det som om, der vokser fem styks frem på hver hånd. Ti tommelfingre er typisk otte for mange - i hvert fald hvis det handler om at hænge lamper op, lige fikse en stikkontakt, skifte en flise i trappen, banke et skrivebord sammen eller så mange af de andre ting, som man pludselig står over for som husejer. Jeg ved, at jeg er super privilegeret, for jeg har en både en far, en svigerfar og andre grene på familietræet, der har formået at bibeholde det medfødte antal tommelfingre, og som gerne yder assistance, når jeg (...for Gud ved hvilken gang...) står med både ekstra fingre og opgaver og råber "HJÆLP".

Når mine børn engang kommer til at stå med lignende opgaver, og de kigger ned på de ti tykke pølser, der sidder på deres hænder, og som de jo desværre nok har arvet fra mig, så håber jeg, at jeg efterhånden har lært nogle ting  - om ikke andet, så nummeret på en god elektriker... :-)

#017 - Vej-arbejde

Jeg vej-arbejder lidt på et af værelserne. Jeg har aldrig været fan af de der vej-by-tæpper, skønt jeg jo godt kan se, at det er meget sjovere at køre rundt, hvis der er noget at køre på. Jeg har derfor ledt med lys og lygte efter vej-tape, men uden held (hvis nogen kender et sted det fås, så sig endelig til...). Alternativet blev i mere primitiv form, men det giver ret god mulighed for at bygge lego-huse, kombinere med togbane, lave indhegninger til duplo-dyrene, tilføje veje osv. Så jeg tænker, at man kan bygge sin egen lille landsby. Merle var ret begejstret i morges, så mon ikke vi skal fortsætte legen der i eftermiddag...?