I sidste uge startede Merle op i skolen. Første dag var med forældre. En kort dag med sang, navneskilte i klassen, uddeling af bøger, lidt information til forældrene og leg til ungerne i hallen. Dag 2 var hun klar - som i "jeg-kan-kan-godt-tage-selv-afsted"-klar! Selvom jeg jo, som mor, overhovedet ikke er objektiv, så synes jeg, at hun er sej. Det er simpelthen gået så godt, og de første legeaftaler er vinget af.
Skoleskemaets indhold ligner vist ret meget det danske, bortset fra at dansk selvfølgelig er byttet ud med færøsk og de første begynder engelsk i 3. klasse. Skoledagens længde derimod ligner ikke det danske. Fire dage til kl. 12.35 og fredag kun til kl. 11.40. Det er super fedt, særligt når Merle er nødt til at blive hjemmeundervist i dansk og engelsk for at kunne følge sin klasse, når vi kommer retur til Danmark.
Og så til det helt vilde. På Færøerne vil man gerne have tilflyttere godt og hurtigt integreret, så derfor udløser Merle støttetimer. Ikke en eller to, nej mange! Vi ved endnu ikke præcist hvor mange - nogle siger 18 timer, andre 20-40 timer... Og vi ved heller ikke præcist hvor længe - nogle siger tre måneder, andre siger hele året! Er det ikke vildt? Jeg var ved at tabe underkæben, da jeg hørte det. Der skulle komme lidt klarhed i løbet af de næste uge, og selv hvis de trækker lidt (eller endda ret meget...) i land, så synes jeg, at det er total imponerende.
Nor startede også op i børnehave i sidste uge. De første to dage var en af os med og på dag tre skulle han prøve med en time alene. Og av, det var virkelig ikke rart. Han blev så ked som aldrig før, fuldstændig ulykkelig. Jeg smilte og prøvede mit bedste at lyde overbevisende, men da jeg satte mig i bilen og stadig kunne høre ham hyle, trillede tårerne og jeg følte mig alt andet end sej! Pædagogerne ringede 10 min senere og forsikrede mig om, at nu var alt okay. Da jeg kom retur, var det en glad og smilende dreng, der løb mig i møde med en melding om, at "det har været den bedste dag nogensinde" og at han nu havde fået to venner. Pyhhh.... Så lettede det lige mor-hjertet lidt. For det er jo derfor vi gør det, sender ham afsted i børnehave. Altså ikke for at lette mor-hjertet, men fordi det er tydeligt, at leg med jævnaldrende giver så meget mere - både sprogligt og socialt. Men det er da også en udfordring at komme i en børnehave, hvor man intet kender til hverken børn, voksne eller de fysiske rammer. Jeg ved, at han nok skal blive glad for det, det kommer bare til at tage lidt tid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Tak for besøget